En eftermiddag med tegning og yoga en solrig og velbesøgt dag strøg afsted på Herregården Odden med J.F. Willumsens malerier.
Deltagerne kom i god tid og nogle gik en tur rundt i stuerne på egen hånd. Efter velkomst ved billedkunstner Laila Pallisgaard og yogalærer Maj-Britt Zielke var det tid til yoga i hjørnestuen.
Gulvet var dækket med yogamåtter, tæpper og bløde klodser. Yoginierne liggende på ryggen betragtede lysekronen og det smukke lysindfald fra de mange vinduer.
J.F. Willumsen var optaget af menneskets vitalitet, som også afspejler sig i skitserne i stuerne og inspirerede til yogastillingerne – både de aktive og de blide.
– Vi kom hele kroppen igennem og afsluttede med stående meditation, lyder det fra skoleleder Maj-Britt Zielke hos Vendsyssel – fritid for alle.
Willumsens skitser og stuernes skønne stemning satte også sit tydelige præg, da deltagerne efterfølgende tog fat i papir og blyanter.
– Kunstnerne bevægede sig omkring i huset og udvalgte motiver, lysindfald, stemninger og udsnit, som de hver især omsatte til egne streger og skitser, tilføjer Maj-Britt Zielke.
Senere indtog deltagerne Herregårdens smukke køkken. Her blev der pakket op for håndlavede pastelkridt fra CHALK Copenhagen. Kridt som fremstilles af kalk fra Stevns Klint og indfarves med bl.a. jordfarver og plantefarver.
Koncentrationen var dyb, stilheden stor, og kridtene dansede hen over de mange skønne skitser…
Dagen sluttede med en lang og velgørende afspænding og egen meditation på måtterne i hjørnestuen med husets gæster summende i baggrunden.
Næste kursus er søndag d. 23.10.22 kl. 10-16 – der er kun 7 pladser -tilmelding: Tegning og yoga på Odden
Få foreningen nyhedsbrev ved at tilmelde dig på hjemmesiden: vendsysselfritidforalle.dk