Onsdag aften var der fuldt hus på Tversted Skole til den traditionelle “Jazz i Gymnastiksalen” aften under Jazzy Days ugen.
Koncerten var annonceret som “Organic3 med gæstesolist Kristian Jørgensen”, men da Tversteds lokale Hammond Organist, Niels Ole Sørensen, søndag måtte melde sig syg med Nethindeløsning var der en mere gæstesolist på scenen, nemlig Kjeld Lauritsen, der havde taget turen fra København til Tversted for at vikariere.
Formanden for arrangør af koncerten; foreningen Kultur på Tversted Skole, Peter Popowicz, bød velkommen og fortalte publikum om ændringen på scenen. Den fyldte gymnastiksal sendte inden koncerten startede Niels Ole Sørensen et varmt ønske om en god bedring med en minutlang klapsalve.
Heldigvis kendte alle musikerne hinanden godt fra andre konstellationer og det var ikke til at mærke, at de fire musikere først mødtes på dagen – tre timer inden koncertstart.
Den udsolgte sal fik en forrygende aften med kvartetten, der gav publikum akkurat det, de havde glædet sig til: En rigtig varm efterårsaften, garneret med svingende blues og swing – leveret af guitar, trommer, violin og hammond orgel – endda et klassisk et af slagsen, bygget midt i 60erne og tilsat to autentiske lesley højttalere der kastede lyden flot ud over hele salen.
Koncertens toppunkt var uden tvivl, da de fire musikere kastede sig ud i en meget smukt jazzet fortolkning af Andreas Odbjergs fine sang “I morgen er der atter en dag”.
Også afslutningen, hvor publikum sang med på “Nu falmer skoven” vil sikkert stå klart for mange af tilskuerne i lang tid efter uge 42.
Tversted Jazzy Days fortsætter torsdag med blandt andet udsolgt på Klitgården klokken 20 til kåring af Årets Nordjyske Jazznavn samt klokken 21 koncert med Jakob Bro, Marilyn Mazur og Palle Mikkelborg.



