Af Mette G.
gæsteanmelder
Bandet Organic3 og den landskendte saxofonist Hans Ulrik gæstede onsdag aften i forbindelse med Jazzy Days Tversted Skole. Med stor energi og spillelyst var alle sejl sat for en vidunderlig aften.
Kapelmester Niels Ole Sørensen guidede gæsterne gennem aftenen på kyndig vis. Menuen stod på souljazz, jazz, latin, boogaloo, blues og meget mere. Med fornemt besøg af Hans Ulrik, der til daglig har plads som førstetenorsaxofonist i DR Big Band, kunne det ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke!
Den tilbagevendende Organic3 koncert, der for år tilbage blev afholdt i Tversted købmandens baglokale, blev denne aften afholdt på Tversted Skole; under gymnastiksalens luftige rispapirslamper.
Bandet meldte fluks klar med gamle travere som for eksempel ”Carelesss Love” og nyere udlægninger som ”Theme for Theo”; der var et smukt og rytmisk nummer. Det blev efterfulgt af ”Out of Sea”; et varmt nummer komponeret af en belgisk pianist.

Koncerten bød også på kompositioner af kapelmester Niels Ole ham selv, der med nummeret ”Goin’ to the beach” på fineste vis demonstrerede Hammond orgelets liflige, kirkelige og nærmest majestætiske toner. Dette blev efterfulgt af Hans Ulriks eget nummer ”Church” – et spændstigt og muntert nummer, hvor saxofonisten gav den gas på alle saxens tangenter. Harmonisk og happy!
Det ømme nummer ”The wedding” ramte alle på følelserne. Og blev efterfulgt af ‘Sonny’, hvor der var smæk på alle instrumenter. Koncerten sluttede med nummeret ”Stan’s Shuffle”, og til sidst blev gæsterne forkælet af ekstranummeret ”Kloden drejer stille rundt” – et gammelt Gasolin nummer i nye klæder.
Den udsolgte koncert skabte en skøn souljazzet stemning i skolens gymnastiksal. De hurtige havde været heldige at få plads i Skolekøkkenets café, der i aftenens anledning serverede lækre antipasti og bobler efterfulgt af hovedret i form af en veltilberedt og smagfuld ”Øf Bourgogne”.
Et ypperligt samsurium af lokale kulinariske og musikalske lækkerier; krydret med Hans Ulriks nænsomme, sårbare og skarpe saxofon. Organic3; vi glæder os til næste år!
