Den danske film Pigen med nålen fra 2024 af instruktør Magnus von Horn har en dæmonisk spillende Trine Dyrholm i rollen som seriemorderen Dagmar Overby, der omkring tiden for Første Verdenskrig drev et hemmeligt såkaldt adoptionsbureau i København.
Det er imidlertid den fiktive syerske og fabriksarbejder Karoline, spillet ubarmhjertigt indlevet af Vic Carmen Sonne, som er filmens bærende hovedfigur, der på dramatisk vis legemliggør det moralske krydspres, som ikke mindst kvinderne på det tidspunkt levede under i Danmark.
Filmens geniale æstetiske greb er især den sorthvide æstetik, som efter en indledende sekvens med mere og mere forvrængede ansigter og et frenetisk lydtæppe effektivt på nærmest suggererende manér trækker biografgæsterne baglæns ind i historiens moralske og hykleriske mørke.
Dernæst bæres filmen af en lille perlerække af præstationer, som ud over de to nævnte tæller blandt andre Joachim Fjelstrup i rollen som den vege fabrikantsøn Jørgen, mens hans mor spilles iskoldt og kynisk af Benedikte Hansen samt ikke mindst Besir Zeciri som Karolines af krigen vansirede soldaterkæreste Peter.
Filmen skal imidlertid ikke ses som et famlende forsøg på en realistisk endsige historisk korrekt skildring af sagen om barnemorderen Dagmar Overby. Til gengæld giver den som allerede antydet et sylespidst og sjælerystende historisk billede af en uhyggelig barsk og ubarmhjertig tid.
Filmen blev i december 2024 nomineret til en Golden Globe og senest i januar 2025 nomineret til en Oscar. Med dens tematiske fokus på seksualitet, såkaldt uægte børn og abort burde den være et slag i ansigtet på Trump.
Filmen kan i denne tid opleves både i Lønstrup Café Bio og MovieHouse.

