Dagen byder på en række arrangementer: Formidabel formiddagssang med skoleklasser i front. Inspirerende sang-foredrag med den sprudlende formidler Anette Prehn. Sangsuppe i Café Lige efter Bogen – og stort aften-event med fællessang ført an af Anette Prehn og en masse dygtige korsangere fra Hjørring.
Kor, foredrag, suppe og fællessang
Den musikalske dag starter kl. 10 på Hjørring Bibliotek. Laila Zielke, turistchef i Hirtshals og byrådsmedlem i Hjørring Kommune, byder velkommen, og så indtager en række skoleklasser og kor på skift scenen, hvor de vil synge for til fællessang.
Næste programpunkt er kl. 16, hvor formidler Anette Prehn holder sangforedrag med indlagte fællessange. Hun tager udgangspunkt i digter Jeppe Aakjærs breve, foredrag og erindringer, som hun har skrevet en række anmelderroste nye sangtekster ud fra. Med sig ved flyglet har hun pianist Bjarke Langkjær, en af Hjørrings mange musikalske ildsjæle. Sangforedraget indledes i øvrigt af en anden musikalsk ildsjæl, nemlig tidligere friskoleleder Anne Wraae.
Efter foredraget sælger bibliotekets Café Lige efter Bogen – i tidsrummet kl. 17.30-18.30 – lækker sangsuppe. Og kl. 19 byder Hjørrings Kommunes kulturchef Leif Lund Jakobsen velkommen til aftenens store sang-event. Her optræder en række forskellige Hjørring-kor. De synger for på fællessange, hvor alle kan være med, og det hele bindes sammen af Anette Prehn.
Spil Dansk Dagen på Hjørring Bibliotek er i år arrangeret i fællesskab med Sangkraft Hjørring og med støtte fra Kulturalliancen. Der er entré til sangforedraget med Anette Prehn og betaling for sangsuppen – de øvrige arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding. Se mere på hjbib.dk


