Fredag afholdt Hirtshals Sogn den årlige medarbejderdag, som er en fælles dag for alle de mange forskellige faggrupper, kirkerne har, som tæller præster, organister, regnskabsførere, kordegne, gravere og diakonimedarbejder.
Medarbejderne var denne gang taget i MovieHouse Hjørring for at se Synkefri. Det var ifølge sognets tovholder en på alle måder aktuel film for samtlige medarbejdere. Det blev da også en stor oplevelse, som blev drøftet med de mange aspekter under den efterfølgende frokost.
Det er de store følelsers film, lyder vurderingen efterfølgende, men for nogen også med tunge minder. Alle oplevede dog, at vores by og kirke blev bundet ind i en fortælling på det store lærred.
Man bliver ikke færdig med den lige med det samme, lyder det afslutningsvis hos Hirtshals Sogn.


