Der var onsdag langt fra København til Hirtshals. Især på grund af besvær med både tog og tåge, som organist Anton Schmidt-Jakobsen muntrede med i sin velkomst til koncerten i Hirtshals Kirke.
Heldigvis lykkedes det dog at få et par musikere frem til tiden. Organist Roger Munck-Fairwood og fløjtenist Marianne Thomsen Clement lavede sammen med vores lokale mezzosopran Marianne Højlund en fantastisk smuk koncert.

Repertoiret bredte sig fra netop Tågen letter af Carl Nielsen over klassiske værker som Pie Jesu og Panis Angelicus til John Rutters Look at the World – hvor enkelte kormedlemmer fra kirkens eget Voksenkor i parentes bemærket havde meget svært ved ikke at nynne med ligeså stille.
En meget smuk og nærværende koncert, som blev afsluttet med hyggeligt Efterspil og snak i Kirkecentret.


