Når Taars-Ugilt Idrætsforening (TUI) torsdag den 12. marts 2026 inviterer til den årlige generalforsamling, bliver det ikke blot en aften med beretninger og valg til bestyrelsen. Det bliver også en særlig fejring af de mange frivillige kræfter, der gennem årene har været med til at forme og udvikle foreningen.
Aftenen indledes klokken 18.00 med fællesspisning, hvor menuen står på stegt flæsk med persillesovs efterfulgt af æblekage. Selve generalforsamlingen begynder klokken 19.00.
Inden spisningen inviteres både medlemmer og lokalsamfundet til en officiel afsløring af to nye mindeplader, som fremover vil få en central placering i klubbens faciliteter.
Den ene plade hylder foreningens æresmedlemmer – i alt 21 personer – som gennem tiden har ydet en helt særlig indsats. Den første æresudnævnelse fandt sted i 1987, hvor Svend Åge Nielsen, kendt som “Svejne”, blev optaget som æresmedlem.

Den anden plade viser rækken af modtagere af hæderen “Årets TUI’er”. Titlen blev første gang uddelt i 1989 til Jørgen Buje og gives hvert år til en person, der har leveret en ekstraordinær indsats for foreningen i det forgangne år. I alt 36 personer har modtaget hæderen, og måske kan der allerede efter årets generalforsamling føjes nye navne til listen.
Projektet med de nye mindeplader er blevet realiseret med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel samt en betydelig frivillig indsats fra Lars Christensen og flere af foreningens engagerede hjælpere, kendt som “De Blå Mænd”.
Æresmedlem Ernst Horne, der selv blev udnævnt i 2003, står for den officielle afsløring af pladerne klokken 17.30.
Med fondsstøtten er der desuden indkøbt nye pokalskabe, så foreningens mange pokaler fremover kan præsenteres på værdig vis og være synlige beviser på klubbens lange og stolte historie.
Taars-Ugilt Idrætsforening håber på et stort fremmøde til en aften, hvor fællesskabet og de frivillige ildsjæle er i centrum.
Tilmelding til fællesspisningen kl. 18.00 er nødvendig af hensyn til planlægning og indkøb.


