I sidste uge, umiddelbart før DM i Skills løb af stablen, lagde direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring vejen forbi rådgivnings- og designvirksomheden Tankegang A/S i Sindal.
Besøget gik til den tidligere stationsbygning midt i byen, som i dag huser en virksomhed, der i snart fire årtier har haft som speciale at få mennesker til at forstå, tage stilling – og i nogle tilfælde ændre adfærd.
Tankegang blev grundlagt i 1986 og kan dermed i 2026 markere næsten 40 år på banen. I dag drives virksomheden af fem ligeværdige partnere: Lotte Mertz Winther, Morten Glenthøj, Nicoline Egsgaard Hansen, Anders Torsten Pedersen og Søren Borup Winther. Sammen står de i spidsen for en forretning, der primært arbejder med kommuner og forsyningsselskaber – ofte med komplekse budskaber, der skal gøres forståelige og relevante for borgere og brugere.
Allerede ved ankomsten bliver det tydeligt, at omgivelserne signalerer mere end blot grafisk arbejde. Her bliver der tænkt – store tanker, skæve tanker og ikke mindst brugbare tanker. Netop evnen til at omsætte komplekse problemstillinger til klar kommunikation har været en del af Tankegangs dna siden begyndelsen, og det er en disciplin, som sjældent er enkel, men som virksomheden har formået at opbygge en stærk forretning omkring.

Ud over de landsdækkende og ofte offentlige kunder har Tankegang et markant lokalt engagement. Virksomheden yder blandt andet grafisk og kommunikativ sparring til aktører som Sindal Fremad og Sindal Biogas. Ifølge Michael Vendelbo er det lokale fokus også en væsentlig årsag til, at Tankegang har meldt sig ind i Erhverv Hjørring. Altså et ønske om at komme tættere på det lokale erhvervsliv og bidrage aktivt til fællesskabet.
– Det er netop den type virksomheder, vi gerne vil have endnu tættere på, lød det efter besøget. Virksomheder med både udsyn, erfaring og kunder langt ud over kommunegrænsen, men som samtidig har lyst til at engagere sig lokalt, fastslår direktøren fra Erhverv Hjørring.
Besøget efterlod ifølge Michael Vendelbo et klart indtryk af en virksomhed med både perspektiv og forankring. En virksomhed, der kombinerer mange års erfaring med en fortsat nysgerrighed på nye løsninger og samarbejder.
Tankegang er nu officielt en del af Erhverv Hjørring, og meget tyder på, at dialogen mellem parterne kun lige er begyndt.


