Det betyder, at teatret må sælge samtlige 327 pladser til hver forestilling gennem de fire uger, hvor Shakespeares klassiske drama er på plakaten. Og mange har allerede købt billet, men der er stadig god plads til flere, siger teaterdirektør Lars Sennels.
Det hænger formentlig sammen med den periode, hvor teatre kun måtte sælge et begrænset antal billetter – og derfor ofte fik udsolgt hurtigt:
– Vi oplever, at mange tror, at der ikke er plads til dem, de tror at vi har udsolgt. De er måske påvirkede af, at mange forestillinger faktisk blev udsolgt, da teatrene kørte med halv kapacitet.
– Heldigvis kan vi nu igen sælge alle pladserne, så der er ingen grund til at frygte, at man ikke kan få billet. Vi sælger pænt, men der er stadig ledige stole til alle forestillinger med “Romeo og Julie”, understreger Lars Sennels.
Prøverne på “Romeo og Julie” skrider planmæssigt frem, scenens hede Verona er bygget op, og skuespillerne glæder sig til 2. september.
Opsætningen bruger Niels Brunses spillevende oversættelse af Shakespeares tekst, men den er tilføjet en ekstra dimension: Musikeren Benjamin Koppel har skrevet 12 melodier med tekster fra Brunses oversættelse.
De bliver sunget af Molly Koppel (ja det er hans niece), og hun optræder som dødsengel gennem hele forestillingen.