Af Thomas Klimek
Folketingskandidat for Socialdemokratiet
Nordjyllands Storkreds
[email protected]
I Region Nordjylland venter børn og unge i op til tre år på en udredning i psykiatrien.
Det er ikke ventetid. Det er et generationssvigt.
Det er et svigt, når cirka halvdelen af alle psykiske lidelser har deres debut inden 14-års alderen. Da er tidlig indsats og forebyggelse afgørende for, hvor meget og hvordan psykisk sygdom udvikler sig.
Med lanceringen af 10-årsplanen for psykiatrien tog man langt om længe et vigtigt skridt og politisk ansvar for at handle på vores samfunds største udfordring, nemlig psykisk mistrivsel.
I den offentlige debat fylder netop ventetider med god grund meget i debatten, og de skal bringes ned. Det skylder vi de medborgere, der lider.
Samtidig må og skal man politisk levere på dén milepæl, der endelig blev anerkendt i psykiatriplanen. I planen slås det uomtvisteligt fast og anerkendes, at uden civilsamfundet som forebyggende kraft mod psykisk mistrivsel, så vil det ikke lykkes Danmark at løse de væsentligste årsager til, at alt for mange medborgere ender i psykiatrien.
De stærke og ambitiøse målsætninger i Psykiatriplanen binder nu. Det er nu, at vi skal forlade reparation og Behandlerstaten og sammen skabe et Omsorgssamfund, hvor det civile løfter.
Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men udbrede den tidlig indsats i form af frivillige fællesskaber og lavtærskelstilbud. De findes allerede i Danmark, men er slet ikke udbygget og udbredte nok. Derfor efterlades alt for mange borgere i ensom mistrivsel, der for ofte udvikler sig invaliderende og til livslang psykisk sygdom.
Og som skrevet er der ikke noget at vente på. Civilbårne og frivillige fællesskaber som headspace, MindU og PeerPartnerskabet er der allerede, men de og lignende initiativer har brug for kraft bag de politiske intentioner, der nu er nedfældet og politisk forpligter i Psykiatriplanen.
Hvorfor er omsorgstanken så afgørende?
Fordi mødet mellem to eller flere mennesker i frivillig og uformel samtale er et ligeværdigt møde, hvor ingen sygeliggøres eller får en journal. Hvor ingen puttes i en kasse med bogstaver eller diagnoser som rettesnor for, hvad der er godt for dig? Det er logisk og indlysende, men har indtil nu været svært at anerkende, selvom civilsamfundets effekt og vigtige rolle i kampen mod psykisk mistrivsel for længst er solidt dokumenteret i forskning og erfaringer.
Vi skal også turde bruge erfaringer fra dem, der selv har vandret i mørket og lade dem lyse vejen, når et menneske har det skidt. Og vi skal som civilsamfund turde blande os i hinandens velbefindende og ikke bare slå os til tåls med, at det nok bare er en dårlig dag eller sådan er teenagere jo nok.
Det er helt afgørende og et tiltrængt nybrud, at Psykiatriplanen anerkendende beskriver civilsamfundet som en nøglespiller. Det er jeg enig i, men det kræver så også arenaer at agere på med faste strukturer, betydelige resurser og udbyggede og mangfoldige partnerskaber. Psykiatrien og de forebyggende indsatser må tænkes ind og integreres i samfundslivet fra vugge til grav, hvis man politisk og civilt vil skabe en revolution og forebygge langt bedre end i dag.
Når det handler om forebyggelsen af den psykiske mistrivsel, så er det nu, at kan må vige for skal.
