Thomas Klimek (S): Dagbog fra Borgen

”Hvordan har du det med dét?”

Jeg kigger op fra mobiltelefonen. Journalisten fra TV2 Nord ser spørgende på mig. Kameraet ruller, mens jeg stirrer på navnelisten, hvor der står ”Valgt” under mit foto.

”Er du glad?” fortsætter han.

Et splitsekund overvejer jeg at hoppe op i luften af glæde, men det ville være mod min natur. I stedet tjekker jeg skærmen en ekstra gang og skifter til valg.dk, hvor de personlige stemmer ruller ind.

Jeg skal bare ikke lave en Uffe og kalde den på live-tv, hvis ikke det her holder med to streger under.
Det skal vurderes i ro og mag… hvilket få øjeblikke senere viser sig at være en naiv illusion.

For det er naturligvis ikke kun på en p-plads i Hjørring Syd, at optællingen følges tæt. Det mærker jeg øjeblikkeligt på min vibrerende telefon.

Okay. Vi er i mål. Den er god nok.

Jeg ser på journalisten:

”Jeg er glad, men jeg er sgu egentlig mest lettet over, at valget er slut, at jeg er ude at pille plakater ned, og at jeg kan sige til min familie, at nu har vi en status på vores liv,” får jeg sagt.

Og ja, jeg er glad, men dér på p-pladsen langs Aalborgvej er jeg mest i min egen lille boble, hvor det bare er rart at lave noget fysisk, som man kan se resultatet af efter en måned i branchen for varm luft og overskrifter – aka valgkamp – som har alt for lidt med konkret realpolitik at gøre.

Og hvis der er noget, jeg er rigtig træt af efter én lille måneds valgkamp, så er det at se mit eget fjæs på hvert et gadehjørne, så jeg har glædet mig til onsdag morgen, hvor de skulle ned.

Men jo, jeg ved det godt. Plakaterne er en del af showbusiness for grimme mennesker, som politik vist nok engang er blevet kaldt af Paul Begala – eller en anden.

Vi gør interviewet færdigt, mens telefonen går helt amok i lommen.

Vel hjemme bliver jeg modtaget med varme knus og highfives. Jeg lader telefonen bimle og bamle og tager et hurtigt bad, mens notifikationerne vælter ind.

Så begynder jeg at tage de første opkald fra pressen.

Jeg er fysisk og mentalt udmattet efter fire ugers valgkamp i døgndrift, men jeg ved godt, at trætheden må ignoreres de næste par døgn.

Ud i bilen igen og sydover til P4 Nordjylland, hvor flere nordjyske medier inviterer til traditionel valgflæsk og optælling af de personlige stemmer.

Jeg laver nogle interviews. Stemningen er afslappet, men særligt for dem, der ikke er genvalgt, er det en træls stund.

I dette øjeblik er man ikke farvet af noget, men føler med de mennesker, som er så dedikerede til politik og demokratiet, at de har opgivet job og dagligdag i Nordjylland for arbejdet i Folketinget.

I går politiker – i dag hvad?

Nederlagets stund og tomme blikke livestreames. De, der ikke blev valgt, ræsonnerer det åbenlyse: Livet går videre. Og det gør det jo. Men lige nu er der tomhed og udmattelse for dem, der ikke er ”inde”.

Efter et par timer må jeg vende snuden hjemad, da der er byrådsmøde med vigtig dagsorden, og jeg vil helst ikke ende med at melde afbud.

Men tingene udvikler sig hastigt. Det står mig klart, at jeg skal til København hurtigt – uden klar bagkant.

Klokken 17.11 sender jeg en sms til borgmesteren og skriver, at jeg desværre må melde afbud til byrådsmødet. Det er jeg træt af, men der er fuld forståelse i den anden ende.

Aftenen går med pakning, logistik, flere interviews og korte, flygtige øjeblikke med alle de søde mennesker, der ønsker tillykke.

Torsdag formiddag

Cabinn, Mitchellsgade, København

Jeg er heldig.
Mit bette kosteskab af et værelse er tidligt klar. En lille base på fremmed grund. Jeg checker ind, smider trolleyen og spadserer den lille kilometer op til Slotsholmen.

I Rigsdagsgården står en flok turister og venter på at komme ind gennem slusen under trappen.

Jeg går op ad trappen og ind gennem den store dør. Ved receptionen læner jeg mig ind mod glasset. Et venligt ansigt hilser mig.

”Jeg er en af de nyvalgte,” siger jeg og tænker et splitsekund, om jeg lyder som Klods-Hans fra Vendsyssel, der netop er ankommet til slottet.

Der dufter dog hverken af stegte hanekyllinger eller røgelse på Borgen, og jeg har heller ikke træsko på, mudder i lommerne eller en død krage i tasken.

Jeg har aftalt med Simon (Kollerup), at vi skal finde hinanden, når jeg er fremme. Det sker kort efter, hvor vi mødes på 3. sal. Vi tager en hurtig tur rundt på gangene og hilser på ansatte og politikere. Det er en god modtagelse, og det er rart at have lidt hjælp på ”første skoledag”.

Jeg har – som mange andre – været på Christiansborg en del gange før, men i dag er noget anderledes.

Simon og jeg går til Folketingssalen, hvor der på døren står, at der kun er adgang for medlemmer af Folketinget.

Vi går ind, hilser på betjentene og fortsætter ind i salen. Simon tager et foto af mig i mellemgangen. Nu kører bussen, og jeg er steget ombord.

Efter nogle praktiske timer følger Simon mig til Proviantgården, hvor Folketinget har oprettet ”Velkomstbyen” til nye medlemmer.

Før i tiden rendte nye medlemmer fra Herodes til Pilatus med alt det praktiske, men denne gang er alt samlet ét sted. Jeg bliver budt velkommen af en af Folketingets betjente, da jeg træder ind.

Der er kække bemærkninger og god humor. Det passer mig godt, og vi finder hurtigt jargonen. Ved forskellige borde sidder ansatte fra Folketinget, som straks går i gang med at lave adgangskort. Jeg cirkulerer fra bord til bord og får praktiske informationer, pjecer, papirer, koder, adresser og telefonnumre – alt sammen noget, min valgkampshjerne kæmper med at huske.

Tiden går stærkt. Sidst på eftermiddagen venter første møde med gruppen og HB. Jeg går til metroen ved Gammel Strand og videre til Frederiksberg.

Efter et rigtig godt møde er jeg tilbage på Christiansborg.

Der er stille på slotspladsen, da jeg går gennem Kongeporten. Jeg følger kolonnaden og standser. Det er her, alle politikertyperne får taget fotos.

Jeg er træt og fortsætter. Lige inden broen over Frederiksholms Kanal stopper jeg op og ser tilbage. Klokken er 21.50, og Christiansborg lyser op i forårsnatten. Jeg tænker, at det her alligevel er en lidt anderledes dag. Jeg tager et foto af slottet med mobilen og lunter tilbage til Cabinn.

Fredag morgen

Cabinn, København

Jeg starter morgenen med at arbejde, tjekke mails, tale med journalister og forsøge at svare på en brøkdel af de mange hilsner, der er strømmet ind. Så går jeg tilbage på Borgen.

Jeg fortsætter intro-delen i Velkomstbyen og får endnu flere informationer, praktiske ting og kalenderbookinger.

Efter en time går jeg tilbage på Borgen. Jeg hilser på et par gamle bekendte og møder sågar en gammel soldaterkammerat fra Livgarden 💂

Det er små tredive år siden – et glædeligt gensyn, og så på Christiansborg af alle steder.

Jeg bruger nogle timer på at lære gangene at kende og farer vild adskillige gange, men det er en del af processen, har jeg fået at vide.

Eget kontor har lange udsigter, da ind- og udskiftning følger regeringsdannelsen, og den bliver nok ikke klar inden påske…

Nå, men det går jo nok. Der er flere huler og lommer på Christiansborg, hvor man kan arbejde eller bare være lidt for sig selv.

Jeg finder ind i Samtaleværelset, hvor jeg er alene. Værelset kaldes også ”Rigets Midte”, da det ligger midt i Vandrehallen mellem Landstingssalen og Folketingssalen.

Våren går gennem København denne fredag, og lyset falder ind gennem de store sprossevinduer og gør det smukke rum endnu mere stemningsfuldt.

Jeg sætter mig i de gamle, velholdte møbler og kigger på de store malerier.

Herman Vedels 15 m² store maleri fra 1918 af Grundlovens tilblivelse fylder næsten hele endevæggen. I den anden ende pryder Mie Mørkebergs ”Samtalen 1918–2024” væggen.

Det farverige maleri af tredive kvinder med betydning for demokratiet kan noget. Jeg så det første gang sidste sommer, men nu har jeg god tid til at tage det ind.

Titlen er velvalgt, for man fornemmer virkelig de mange samtaler, som kvinderne er i gang med, og farverne er mange og modige.

Ud på eftermiddagen er der for nu ikke flere praktiske ting, der kræver, at jeg er i København, så jeg forlader Borgen og begiver mig hjemad.

Fredag aften

E39, Vendsyssel

Et blødt aftenlys ligger over Vendsyssel, da jeg kører op ad E39. Langs motorvejen står store valgbannere med håbefulde kandidater, der ser insisterende på mig og de andre, der kører gennem det nordligste af kongeriget.

Jeg kigger ud i den flade, kendte horisont, hvor ingen spidse spir eller magtfulde tårne rager op.

Fra nu af bliver det nok aldrig helt, som det var, og det er okay.

For som Benny A engang skrev efter at have trådt ukendt ager:

Det er sundt at lære,
at livet kan være
så voldsomt og usandsynligt –
ja, nærmest overspændt.
Man lærer at tænke sig bedre om,
når man læser om fremmede lande.
Og man skønner mere på sit eget land,
når man kommer tilbage og ser,
hvor praktisk det egentlig er,
at markerne ligger ned.