Af Thomas Klimek
Folketingskandidat
Nordjylland Storkreds
Socialdemokratiet
Ja, med denne omskrivning af en berømt præsidents ord, stiller jeg nok endnu engang røven i klaskehøjde.
For er folkeskolen ikke til for mit barn?
Jo, absolut! Men der er jo et både og.
Det er ikke mig, der siger det – det gør loven. Og er vi som samfund kommet endnu længere væk fra det (med)ansvar og de primære personer (læs: forældre) der ligger i forlængelse af og´et?
For naturligvis er den enkelte elevs dannelse og uddannelse, altså barnets faglige og sociale udvikling, folkeskolens centrale omdrejningspunkt og primære ansvar.
Det står i formålsparagraffen, hvor det tydeliggøres i § 1, at:
”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber … ” og ikke mindst i stk. 3., at ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Vi taler måske lidt for meget om alt det, som folkeskolen skal løfte ansvaret for, og for lidt om, hvad den anden ”samarbejdspartner” skal gøre?
Når man taler man med lærere, pædagoger, skoleledere og andre professionelle, forekommer det at den udvikling, som har været kendt og omtalt i efterhånden mange år, eskalerer i disse år.
En udvikling, hvor for mange børn ikke er klar til at indgå i helt basale fællesskaber med simple sociale spilleregler såsom at respektere en voksen eller en jævnaldrende, vente på at det bliver ”min” tur, møde veludhvilet og kunne udsætte egne behov. Er det ikke tilfældet, så bliver det svært at lære.
Ja, det er en velkendt debat, hvor bolden næsten altid ender hos skolen. Så er det nok lærerne, der ikke er dygtige nok? Så laver man om på læreruddannelsen for Gud ved hvilken gang eller finder en skrabet mønt til tolærerordning i en klasse med udfordringer. Lappeløsninger og spredehagl i flæng.
Men hvor ofte adresser vi så os selv? Hvor ofte tør politikerne henvende sig til forældre(ansvaret)?
Hvor ofte tør vi politikere at lade være med at kræve endnu mere af lærere og pædagoger eller file og slibe på lærer- og pædagoguddannelsen – og i stedet for adressere den og de hovedansvarlige, nemlig forældrene, som er de helt afgørende størrelser, når vi taler det enkelte barn og et SAMLET fungerende klassefællesskab?
Altså os forældre, som jo har valgt folkeskolen som SAMARBEJDSPARTNER i en tiårig etape af den livslange dannelse af vores barn?
Vi, der har haft hele seks år til at øve sociale færdigheder med vores barn? Det starter jo med små ting som at vente i en kø. Lytte på hvad din næste siger. Hjælpe med små opgaver. Udsætte ønsker og behov. Ja, hvem har ikke prøvet at forlade supermarkedet med en skrigende unge, der ikke var der helt endnu på ”behovsudsættelse”.
Jo tak, for kaffe. Opdragelse er livets sværeste opgave, det ved alle forældre.
Ikke desto mindre starter for mange børn i skole uden basale sociale kompetencer.
Det man hører fra skolegangene er bl.a., at et stigende antal børn ikke evner at afkode deres omgivelser, altså at ”læse” et ansigtsudtryk, kropssprog eller bare en enkelt besked.
De ender i konflikt eller kan ikke deltage i en faglig sammenhæng fordi, at de ikke er vant til eller respekterer, at en voksen sætter retningen og bestemmer.
Ydermere oplever lærere, pædagoger og ledere at nogle forældre ikke ejer ”tvivlens nådegave”, altså at man ukritisk æder Lille Peters udlægning af, hvorfor Maria var dum, at læreren har sagt eller gjort noget.
Hvor lidt for mange forældre ikke starter med en direkte dialog med andre forældre og viser eleverne, dvs. deres eget barn, at skolen ikke altid skal feje op og løse alle problemer blot fordi, at Anders og Mikkel tilfældigvis røg i konflikt, mens de opholdt sig på skolens areal.
Forældrene behøves ikke altid inddrage lærer eller pædagog i først omgang, men kunne prøve at starte dialogen og konfliktløsning med hinanden – og dermed vise deres børn, at skolen ikke skal løse alle (selv)skabte problemer. Det gør en del også, men flere burde gøre øvelsen.
Jeg har selv stået derude som lærer og oplevet grænseløs adfærd, men det lyder grangiveligt som om, at noget er endnu mere i skred anno 2025?
Måske spiller stigende skærmtid også en rolle, men selv om vi alle hænger for meget i det blå lys på vores telefon eller andet, så fratager det os ikke ansvaret for at stimulere vores børn med dialog og spilleregler. For det er det fundament, som de skal stå på i de krævende, men også givende, fællesskaber som daginstitution og skole jo er.
Det er på høje tid, at vi som forældre – og politikere – begynder at tale forældreskabets pligter og ansvar op, og ikke altid sender ”regningen” til folkeskolen, der skal tage sig af alt fra at lære børn at begå sig i trafikken, seksuallivet, økonomi og hvad ved jeg.
Folkeskolen starter altså deres samarbejde med os forældre, når barnet påbegynder sit 7. år.
Der er jo en mening med, at barnet kaldes elev og ikke barn, når vi taler skole. Ordets oprindelige betydning henfører til at elevere nogen eller noget, altså at løfte individet til noget. Det kræver, at eleven står på et fundament – og lærer og pædagog har ikke støbt dette fundament af sociale kompetencer.
Og nej, det her debatindlæg skal ikke mistolkes som et ikke alibi eller skalkeskjul for politisk at ignorere eller bagatellisere, at manglende økonomiske midler, diagnoser og andet bestemt også er en faktor i dagens folkeskole, for det er det utvivlsomt.
Det er dog samtidig også min påstand, at folkeskolen bruger ufatteligt mange midler og økonomiske resurser på, at nogle forældre ikke har ”investeret” nok i at skabe et fundament for at starte i skole.
Men man kan stille uret efter, at når vi rammer skolestarten de næste par dage, så vil medierne flyde over af politikere, der taler skolens ansvar op, men behændigt ikke nævner de, der har det primære ansvar for, at man i fællesskab og samarbejde kan danne og uddanne et opvoksende individ til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Nemlig os forældre for man skulle jo nødigt genere vælgerne, vel?
Et fromt og naivt håb herfra er, at politikerne i denne højspændte politiske sæson holder hesten og måske endda lader være med at foreslå en bunke nye opgaver til folkeskolen
Det burde de. Der er grænser for politik.
Er det ikke mere interessant at finde ud af hvorfor børnene har det svært med at gå i skole istedet for at fortsætte den evindelige skydekamp mellem forældre og personale. Tænk sig, det kunne jo være I kunne lære noget, hvis I faktisk spurgte de små mennesker som det omhandler og faktisk gider at lytte til deres ord, istedet for at forholde jer til jeres teorier, budgetter og hvad nu ellers I synes er mere vigtig end børnenes egne stemmer, oplevelser og erfaringer.