Af Thorbjørn Jacobsen
Folketingskandidat
Liberal Alliance
I Danmark er det i høj grad politikerne, der bestemmer over pensionen. Danskerne bliver plyndret i skat et helt liv og bliver så stillet en folkepension i vente, som politikerne altid kan ændre vilkårene for. Det er ikke penge, du har magten over – som pensionist lever du et liv på politikernes nåde.
I princippet kunne politikerne afskaffe folkepensionen fra næste år, og så var det slut. Det er der heldigvis ingen, der foreslår, men den magt synes jeg egentlig ikke, at politikerne skal have. Det er på tide at give borgerne mere magt over egen pension.
Hvor statsministeren for bare få år siden havde travlt med at øge arbejdsudbuddet som ”den nye valuta i dansk politik”, så går hun nu den stik modsatte vej: Nu skal flere arbejdsdygtige seniorer trække sig tidligere tilbage på statens regning. Nu vil Mette Frederiksen så lave om på fremtidige stigninger i folkepensionsalderen, og gøre Arnepensionen endnu mere lukrativ.
Det gør hun, selvom vi allerede ved, at Arne-pensionen benyttes af langt flere raske og rørige ældre, end af nedslidte, som vælger Seniorpensionen i stedet. Og at pensionen følger levealderen, er et godt og fornuftigt system, vi har aftalt for mange år siden, og som Mette Frederiksen nu vil sabotere i desperat stemmefiskeri.
Forslagene vil øge udfordringerne på arbejdesmarkedet. Det gør det vanskeligere at sikre medarbejdere til både virksomheder og velfærd, og er en bombe under vores fremtidige velstand. Når flere seniorer trækker sig tidligere, så mindskes skatteindtægterne, mens de offentlige udgifter stiger.
Det rokker ved velfærdssamfundets fundament, og er valgkampens dyreste valgflæsk.
Retfærdigt er det heller ikke, for man belønner i høj grad uansvarlig adfærd. For der gives ingen Arnepension til den, der tager ansvar og sparer op – mens vi belønner den, der forbruger alt. Det er usundt, og vi skaber et lommepenge-samfund af klienter, som er afhængige af politikernes gunst.
I Liberal Alliance vil vi noget andet. Du skal have bedre muligheder for selv at spare op til et supplement til din pension, så du får større magt over, hvornår og hvordan du trækker dig tilbage.
Vi vil gøre det lettere at spare skattefrit op til pensionen som et supplement til folkepension, ved at indføre en konto kaldet FriPension, hvor alle i arbejde kan indbetale op til 675 kroner skattefrit hver måned. Gør man det hele arbejdslivet, kan man gå på pension cirka 5 år før folkepensionsalderen – eller bruge pengene til at forsøde tilværelsen. Betalt af dig selv gennem livet.
Lad os samtidig give borgerne råderet over egne ATP-midler, og bedre mulighed for at bevare kontakten til arbejdsmarkedet – det giver både livsglæde og samfundsværdi.
Pointen er, at opsparing og selvforsørgelse giver frihed og mulighed for selv at vælge. Så er din tilværelse som pension mindre afhængig af, hvad den siddende regering til enhver tid måtte mene.
At indfri dén vision om et land af frie, myndige borgere, som selv bestemmer hvornår de vil trække sig tilbage – det kræver en frisk start for Danmark.


