Dagens anbefaling til sofahjørnet bringer os til både Mellemøsten og til Island og suppleres med en mellemlanding i Frankrig i form af en TV-serie, som du ikke skal lade din næse gå forbi… To bøger, meget forskellige og en fransk krimiserie, der er meget forskellig fra så meget andet…
Første anbefaling er Puk Damsgårds ARABICA, og selv om der ikke er tale om en krimi, så er bogen ikke desto mindre den mest spændende af denne omgangs anbefalinger… ikke sån krimiagtig, men fordi den rummer så megen viden og indsigt og personligt mod rammet ind af et historisk tilbageblik udsat for nutid kontekst og fortalt i et sprog, der er let og flydende…
Damsgård har besluttet sig for at rejse i kølvandet på Carsten Niebuhrs rejse til bla Den arabiske Halvø midt i 1700-tallet, og det bliver en kalejdoskopisk oplevelse, hvor fortællingen elegant springer i tid og sted… i første omgang får vi en beskrivelse af liv og samvær på Titan – et af verden største containerskibe – og vi følger de fortrædeligheder og besynderligheder, der kommer af at rejse rundt i et krigshærget land som Yemen…
Det har altid slået mig, at jo mere restriktivt og regelstyret et samfund er, desto større er opfindsomheden for at omgå samme regler og restriktioner… korruption er også nogle fattiges mulighed for at få smør på bordet og børnene i skole, hykleri er et nødvendigt onde, og Damsgård registrerer og beskriver og lever med det, hvor det er nødvendigt for hendes virke… Som en Niebuhr, der langt hen ad vejen allerede dengang rettede ind og levede som de lokale arabere og i respekt for dem…
Midt i al elendighed, krig og enorm børnedødelighed findes der så nærmest fredelige lommer, hvor kaffebønner forsøger at genrejse kaffebønnen arabica, som et yemenitisk projekt…
Parallelt med rejsen følger nedslag i Cairo, hvor Puk Damsgårds kat har PTSD-forebyggende kompetencer, og ikke mindst følger vi veninden Shifas forsøg på at frigøre sig fra familiens – og især den religøst radikaliserede brors – snærende bånd og tildækning og tvangsægteskab… jo… Shifa har en plan og ben i næsen, men er det nok…?
Selvfølgelig omtales også den ulykkelige krigstilstand i Yemen og koblingerne til diverse mellemøstlige aktører, men det er fortællingerne på det menneskelige og personlige plan, der overrasker positivt… menneskene overalt på jorden er påfaldende ens, men forskellige livsvilkår får ofte tingene til at se anderledes ud…
Og så må jeg se at få læst Thorkild Hansens bog om Det lykkelige Arabien…
Anden anbefaling sender os ud på en rejse til et eller andet ubestemmeligt sted i Island… Forfatteren Jenny Lund Madsen er mest kendt for at levere manus til film og TV-serier… Det er hendes første krimi, og man får en fornemmelse af, at Lund Madsen måske har sagt til nogen, at en krimi kan man da altid skrive…
Det gør hun så, og hun tager sit eget udgangspunkt (at man da altid…) – min udlægning – til indtægt for historien, som handler om den snobbede, drikfældige, ensomme og ovenikøbet skriveblokerede forfatter Hannah, som på en bogmesse ”kommer til” at nedgøre en populær mandlig krimiforfatter, og i kampens hede fremturer hun med, at hun uden problemer kan skrive en krimi på 30 dage… således TREDIVE DAGES MØRKE…
Hannah rejser hovedkulds til Island for at finde inspiration, og hun indlogerer sig hos den gæstfri Ella i en lille, fredelig by Húsafjöður. Få dage efter Hannahs ankomst fiskes Ellas nevø Thor livløs op af vandet. Druknet. Thor var søn af en fisker, men han led af stærk hydrofobi. Det var almindeligt kendt, og Thor nærmede sig aldrig vandet … så hvordan kunne han drukne? Og var det bare en ulykke?
Hannah begynder selvfølgelig at udforske dødsfaldet, og trækkes snart ned i farlige hemmeligheder i Húsafjöður, byen som vist ikke findes… og så alligevel… Illusionen om Island køber jeg, selv om det ikke er helt klart, hvor byen ligger… og det er også ganske ligegyldigt… jeg har oplevet Island i juni som et lyst og indbydende land, men Island noir vil jeg ikke afvise… bogen har på trods af, at man ikke kan beskylde den for nogen form for turistfølelsesporno ikke formindsket min trang til at tage 14 dage i det smukke land næste gang, det bliver muligt…
Ikke verdens bedste krimi… nogle steder kammer komikken over, men bortset fra det en læseværdig og ok krimi med pæne overraskelser, som alligevel er et stykke fra Yrsa Sigurdardottir… Hvis det nu skal være rigtigt islandsk…
En bog af Jean-Christophe Grangé , to film og en TV-serie på indtil videre 8 afsnit kan man ikke sådan lige overse… Filmatiseringen af DE BLODRØDE FLODER fik vist ikke de højeste karakterer i sin tid, men jeg har fra starten været noget fascineret af de flotte film, de filmiske effekter og samspillet mellem de to hovedfigurer – i TV-serien ændret fra to umage mænd til et umage par, som kunne være far og datter – og fortællingerne, som udspilles i spændingsfeltet mellem det okkulte, religiøse, forheksede, mystiske, uforklarlige og så den virkelighed, som vi alle mere eller mindre befinder os i uanset hovedbeklædningens farve og beskaffenhed…
Anbefalingen af serien DE BLODRØDE FLODER kan anvendes ihvertfald det meste af 2021, men hvorfor vente…?
