Juletiden er en god anledning til en samle-tur i skoven for hele familien. I blandt andet Tversted Kommuneplantage kan du finde masser af mos, og i hundemarken i Hjørring Bjerge er du velkommen til at fælde en hel sitkagran og tage med hjem. Sitkagranerne skygger nemlig blomsterne væk, så her er du med til at lave naturpleje.
Gran og mos er fast inventar i juledekorationer, men også taks, thuja og kristtjørnen med de blanke mørkegrønne blade og røde bær er klassisk julegrønt. Kogler fra fyr, lærk eller gran kan bruges i dekorationer – og også blomster, bær, svampe og nødder.
“Det bugner med gratis julepynt i skovene, men det er ikke alt, man må tage med hjem. Som tommelfingerregel må du samle så meget, der kan være i en plasticpose, til eget forbrug. Og så er det vigtigt at huske, at du ikke må gå udenfor stier og veje for at samle kogler og mos i private skove, det må du gerne i de offentligt ejede skove” siger Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef i Friluftsrådet.
Masser af ideer til naturlig jul
På Skoven i Skolens hjemmeside kan du få inspiration til at bruge naturens materialer til julepynt. Du kan blandt andet se hvordan man laver en adventskrans med bog-kapsler, lave uro af fyrrekogler eller snitte en nisse.
Også på Grønne Spirers hjemmeside kan du søge i de over 350 aktiviteter i naturen.
“Det kan være svært at finde en anledning til at komme ud i de kolde måneder, men det er ligeså sundt som resten af året. En tur i skoven er i hvert fald et godt afbræk i turene til stormagasinerne i december” siger Ida Kryger fra Friluftsrådets Grønne Spirer, der inspirerer til at få de mindste børn ud i naturen.
Kilde: Friluftsrådet og HJørring Kommune.