Han har været udviklingsminister, undergeneralsekretær i FN og rejst verden rundt. I dag har han virksomheden Warfair, der importerer varer fra bønder i krigsramte egne. Men han har også et solidt fundament i Danmark med et fritidslandbrug ved Ganløse og et stærkt engagement i klima, natur og landbrug og uddannelse.
Og nu melder 56-årige Christian Friis Bach (R) sig klar til igen at komme i Folketinget som spidskandidat for De Radikales Hjørringskreds.
”Politik kan være hårdt og personligt (..) men jeg vil gerne bidrage igen”, skriver han på det sociale medie Twitter sammen med en video, hvor han melder sig klar til den kommende valgkamp.
Tilbage til de nordjyske rødder
Christian Friis Bach er glad for at være blevet kandidat i Hjørringkredsen, fortæller han.
– Jeg føler mig meget hjemme i Nordjylland. Her er et stærkt politisk engagement og en tro på, at vi sammen kan gøre verden bedre. Det har jeg også oplevet i min nordjyske gren af familien, faktisk sad min tipoldefar Hans Madsen i Folketinget, valgt i nabokredsen Frederikshavn for Venstre.

Christian Friis Bach er igennem mange år kommet på familiegården Kringelholt ved Hørmested, og han har en stor familie i Nordjylland, som han har tæt kontakt med og ser til de store fætterkusinefester. Christian Friis Bachs onkel driver Kringelholt i dag, og politikeren sætter pris på stadig at kunne komme på dette sted, som rummer så mange minder. Han var tæt på sin mormor og skrev for nogle år siden hendes erindringer ned, ud fra radiointerviews i Radio Sindal og samtaler.
– Nordjylland betyder meget for mig, og jeg ser frem til i den kommende tid at have base i Tolne Bakker, mens jeg tager rundt og diskuterer politik med nordjyske vælgere, siger Christian Friis Bach.
Lokalforening bakker begejstret op
I den lokale vælgerforening er man meget begejstret for, at Christian Friis Bach stiller sig til rådighed som lokal folketingskandidat, nu hvor den tidligere folketingskandidat Marianne Jelved for nylig meldte ud, at hun ikke genopstiller til folketinget.

Formand for De Radikales vælgerforening i Hjørring, Lene Bjørn Sørensen, fortæller:
– Vi har haft et enormt godt samarbejde med Marianne Jelved igennem de sidste mange år, så jeg blev rigtig glad, da Christian Friis Bach sagde ja til at stille op i Hjørringkredsen.
Christian er en dygtig politiker med værdierne på plads, og som lokalforening glæder vi os til at få en stærk repræsentant for Hjørring og Nordjylland, tilføjer Lene Bjørn Sørensen.



Jamen så, jubiiiii….. De radikale har jo gjort så meget godt for Danmark.
Ironi kan være anvendt…..
Fint nok. Jeg kan lide ham.
Kunne han dreje partiets politik lidt mere over i det realistiske, vil han kunne få min stemme.