I sidste uge var Balance Danmark ude med kraftig kritik af SVM-regeringen, som har valgt at justere uddannelsesaftalen, så den ikke længere gælder de store velfærdsuddannelser. Balance Danmarks formand, Kim Ruberg, kaldte det bl.a. for et eklatant løftebrud.
I denne uge roser Balance Danmark så uddannelses- og forskningsministeren, som har godkendt 33 nye uddannelsesudbud. Halvdelen af de nye udbud bliver placeret uden for de fire store byer. Heraf er 7 af de godkendte udbud nævnt i uddannelsesaftalen, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet.
– På bagkant af den rigtig dårlige nyhed om, at regeringen justerer uddannelsesaftalen, så den ikke længere gælder de fire store velfærdsuddannelser, er det her rigtig godt nyt fra regeringen, som fastholder ønsket om at sikre flere uddannelser i hele Danmark. Vi glæder os særligt over, at halvdelen af de nye udbud bliver placeret uden for de fire store byområder. En fordeling, vi længe har anbefalet, siger Kim Ruberg, bestyrelsesformand i Balance Danmark.
Af nye uddannelser kan bl.a. nævnes bachelor- og kandidatuddannelse i Veterinærmedicin i Foulum, diplomingeniør i Bæredygtig energiteknik i Esbjerg, bachelor- og kandidatuddannelse i Software Engineering i Sønderborg og en kandidat i Bæredygtigt Fiskeri og akvakultur samt Fiskeriingeniør i Hirtshals. Alle uddannelser, som er placeret klogt i forhold til områdernes erhvervsliv.
– Vi noterer særligt, at uddannelses- og forskningsministeren har godkendt uddannelser, som er placeret, så de passer til den erhvervsmæssige aktivitet i det private erhvervsliv. Det er godt og klogt. Og det skal både regeringen og uddannelsesinstitutionerne have stor ros for. En strategisk placering af uddannelser – gerne i kombination med bl.a. statslige arbejdspladser – er første skridt på vejen mod en reel vækststrategi for hele landet, som vil gøre Danmark rigere og sikre en bedre balance, siger Kim Ruberg.
Du finder en oversigt over alle nye uddannelsesudbud her.
Link til tidligere artikel
Uddannelser til fiskeriingeniør og kandidat i bæredygtigt fiskeri og akvakultur i Hirtshals