Lørdag den 17. august fylder Alice, Heimdalsvej 7 i Hjørring 80 år.
Et gammelt ordsprog siger, at bag enhver mand er en stærk kvinde. Alice er nu altid forrest, når hun og manden Krumme hver dag går deres tur på seks kilometer for at holde sygdom for døren.
Uden Alice var der ingen Krumme, erkender den tidligere bagermester og nuværende 82-årige togfører.
Hun var også stærk i deres tid med bageri i Hjørring, og i dag sørger hun for Krumme. Alice pakker hjemme i køkkenet på Heimdalsvej også poserne med vingummibamser og en sød hilsen til børnene, der kører med Krummetoget i Hjørrings gågade.
Der er stort hjerterum i hjemmet og altid plads til en snak, en kop kaffe og masser af grin. Spøg og skæmt har god plads. Alice er også en tålmodighed kvinde.
Krumme mødte sin stærke kvinde i Ranum i Vesthimmerland, hvor Alice boede. Han var bestyrer af et bageri i Aggersund. Pladask lød det, og den 7. maj 1964 blev de gift i Grynderup Kirke ved Nørager.
Tilfældigheder førte Alice og Krumme til Hjørring, hvor parret har boet det meste af deres liv. Sønnen Allan og børnebørnene fylder fødselarens og gemalens liv med glæde.
NordsøPosten ønsker Alice stort tillykke med den store dag.
Send gerne foto og tekst også om navnedage til NordsøPosten.