Af Tina Jalk
Rakkeby
Der var engang – sådan begynder alle eventyr.
Der var engang en kommune, som ville passe på deres borgere i Smidstrup, Sdr. Harritslev, Hundelev, Vejby og Rakkeby.
Et gårdanlæg med biogas ønskede at udvide. Men formanden for Teknik og Miljø, som dengang hed Søren Smalbro sagde nej.
Flere gange søgte anlægget om at udvide, men nej…som Smalbro dengang udtalte til Nordjyske i maj 2018: ”Der er enighed om, at vi ikke mener, at det skrøbelige vejnet i området kan klare den ekstra belastning, fastslår formanden for kommunens teknik og miljøudvalg Søren Smalbro.”
Dengang handlede udvidelsen om at de daglige transporter ville gå fra 18 til 35. Anlægget tilbød endda at udvide Smidstrupvej for egne penge, men Smalbro svarede til dette: ” – Det vil ikke løse alle problemerne, og vi ønsker heller ikke at åbne op for, at private kan få lov til de her store udvidelser ved at lave om på vejnettet. Det handler heller ikke kun om Smidstrupvej. Der er i det hele taget et skrøbeligt vejnet i området, siger Søren Smalbro, der henviser til, at Hjørring Byråd netop har ved taget nye principper for godkendelse af udvidelser af biogasanlæg. Her spiller de trafikale forhold i områderne en afgørende rolle.”
Men så kom anlægget med en genial løsning. Der kunne rørføres gylle fra de nærmeste landbrug gennem et sindigt gyllerørsssystem og så sparede man jo de transporter. Den bed kommunen på!
I Nordjyske i november 2020 stod bla. følgende: ”Vi har været meget bekymrede for trafikbelastningen i området fra de mange lastbiler, og derfor har vi indtil nu sagt nej. Men anlægget kommer nu med en nyskabende løsning siger udvalgsformand Søren Smalbro (V)”
Naboerne var dog stadig bekymrede, som en nabo citeret i Nordjyske: ” Som forholdene er nu i Smidstrup, efter etableringen af Biogasanlægget, er der al for meget tung færdsel gennem byen, og sikkerheden for de bløde trafikanter er blevet uantageligt ringe.”
Sjovt er det vel egentlig også, at Daniel Overgaard i samme artikel udtalte til Nordjyske, at en af grundene til, at hans anlæg skulle have lov til udvidelse var:” Hvis der ikke etableres lokale anlæg som vores, vil endnu mere gylle skulle fragtes i lastbiler til fx. det store biogasanlæg i Vrå, siger Daniel Overgaard Pedersen.”
Sjovt, fordi han i dag selv henter gylle, oliven, halm, affald fra alle mulige verdenshjørner, og meget af det passerer adskillige anlæg på sin vej hen til hans anlæg. Det er for længst holdt op med at være en grøn branche.
Men tilbage til eventyret. Anlægget fik sin udvidelse. Nu skulle der gylle i rørerene. Og hu hej som det er gået med det. Flere uvedkommende gårde kører nu gylle hen til rørerne og der har så sent som i dette forår været en lystig trafik ind og ud af Rakkebyvej 380 bla med gylle til nær og fjern.
Vi må forstå..at nu er der ingen ekstra trafik. For de kører jo lige forbi anlægget uden at køre ind. Det var vist ikke helt det, der var meningen med den nye tilladelse – men det er jo kun nogen få tosser fra Rakkeby, der kan finde på at dokumentere svindlen.
Sommeren 2024 kom så næste ønske om udvidelse. Agri Energy skriver selv til kommunen: ”Smidstrupvej egner sig ikke til yderligere trafikbelastning”…og kommer derfor med forslag til forbedringer af vejnettet hele vejen gennem Sdr. Harritslev og ud til Vrå på den anden side af Smidstrup.
Vejen skal være bredere, så må folk lige trække piben ind og håbe husmuren går fri….og anlægget vil skam betale! Kommunen tog imod første etape af tilbuddet , og der blev lavet en bredere vej udfor anlægget. På byrådsmødet i juni 2024 blev der forsikret fra borgmesterens side, at dette naturligvis ikke var en handel med noget for noget.
Det her var helt frit – et anlæg som bare så gerne ville give kommunen en bedre vej. Men ind af bagdøren fløj en ny ansøgning om udvidelse. Og sikke en udvidelse!! Man søgte nu om 216 daglige transporter. En syvdobling af den trafik, som mange i forvejen allerede var voldsomt generet af – men som ingen sindige vendelboer havde lyst til at gøre for meget væsen ud af. Men denne her nye udvidelse skabte alligevel en hel anden protest end der nogensinde havde været før!
På meget kort tid blev der indsamlet 280 underskrifter og det væltede bogstaveligt talt ind med indsigelser i kommunens postkasse. Et halvt år senere blev noget af ansøgningen trukket tilbage – og borgerne bildt ind at nu fik vi fred til at sælge og finde ud af hvad vi så ville….men det eneste man trak tilbage var bygninger. Al trafik, emission og lugt – alt der generer voldsomt er fortsat i spil.
Flere politikere har trukket borgere rundt i manegen og jeg tænker det måske kommer til at give lidt bagslag til november når vi igen skal vælge hvem der skal passe på os og vores kommune. Miljøstyrelsen som nu står for sagsbehandlingen henvender sig til kommunen. som i maj 2025 bla. skriver følgende tilbage: ”Hjørring Kommune finder det nødvendigt, at der gennemføres afværgeforanstaltninger, jf. pkt. 2. Til de anførte afværgeforanstaltninger kan bemærkes, at en del af dem forudsætter involvering af og samtykke fra Vejdirektoratet og Politiet. Og vedr. Trafikstøj En forøgelse af biomasseindtaget vil medføre en væsentlig forøgelse af trafikken til og fra anlægget, hvilket der er redegjort for i det fremsendte materiale. Det Hjørring Kommunes vurdering, at der i miljøkonsekvensrapporten også bør vurderes på trafikstøjen i forhold til den øgede trafik gennem landsbyerne i lokalområdet. Der bør derfor udføres beregninger af trafikstøjen i Smidstrup, Rakkeby, Sdr. Harritslev og den nordlige del af Vrå.”
Samtidig svarer kommunen at de ikke er klar til at svare før til september. Sagt på almindeligt dansk – der skal gøres noget for at gøre vejene sikre og der skal måles for trafikstøj i de berørte byer.
Som borger tænker man, fint kommunen er vågen og vil ikke bare vi skal køres over af lastbiler hvert 3. minut. MEN så skulle miljøstyrelsen alligevel lige bruge en hurtig udtalelse her i juli – måske for overhovedet at kunne færdiggøre høringen..?
I hvert fald skriver Christina Jepsen fra Team Miljø tilbage til Miljøstyrelsen bla: ”på det foreliggende grundlag vurderes det, at det eksisterende vejnet kan afvikle trafikken, og at virksomhedens udvidelse kun vil påvirke trafikafvikling og trafiksikkerhed marginalt” og senere ”der lægges desuden til grund at det eksisterende vejnet kan afvikle trafikken på en forsvarlig måde”.
Der stoppede eventyret. Hvordan kan 35 lastbiler være alt for meget for det skrøbelige vejnet, men 216 lastbiler kan sagtens afvikles forsvarligt. På de samme veje, men blot 4-5 år senere…
Men nu er vi tilbage i virkeligheden og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der er hoved og hale i den her trafik. Hvad mener kommunen egentlig?



Fem høns, 25 høns, 125 høns…
Kommunen er primært til for sig selv og sine egne…. Lad os håbe på at posen bliver rystet godt og grundigt til næste kommunalvalg….
[email protected]
Godt skrevet
Sådan som jeg ser det, så kan vi, borgere, der bliver berørt af agri nord, bare flytte til en anden kommune, for der skal være en industri her på landet.
Ja for her bliver ikke til at leve…problemet er bare at vi heller ikke kan sælge vores huse!
Dem må kommunen være interesseret i at købe, da de vil gøre alt for at få firmaet til at fortsætte. Kommunen har åbenbart penge nok.