Da forfatter Mads Nygaard skulle skrive den artikel til Vendsyssel FF, som vi tidligere har bragt, kom han i bekneb for et godt portrætfoto af Jeppe Pedersen.
– Jeg er en kæmpe klodsmajor til at tage billeder. I mit nye job for Vendsyssel FF er det dog et must. Det skal bare gøres, fortæller Mads Nygaard.
På Uggerby Strand samme morgen sagde Mads Nygaard så til fru Tine Gøtzsche: “Jeg tror sgu ikke, jeg kan tage et godt billede af Jeppe. Jeg er jo blind med det meste.”
“Jeg kan lige nå at komme forbi, inden jeg kører til mit næste job i Fredericia. Jeg kommer og knipser,” lød det så straks fra fruen, inden hun hoppede i bølgerne.
Det vellykkede resultat kan ses ovenfor, mens den tidligere artikel kan læses via linket nedenfor.


