Indtil videre har bestyrelsen og de frivillige stort set haft vejrguderne på deres side til Musik Under Trappen i det nye telt på Sydvestkajen i Hirtshals.
Mandagens regn stilnede af over middag, hvorefter aftenens program som annonceret stod på en magisk stund med Henrik og Dominic i Mølbjerg Duo.

Derefter var det de altid velspillende og veloplagte herrer i Hawkeye & Hoe, der holdt den musikalske gryde spilkogende til The Irish Waterfalls.
Det var ifølge tovholderne 16. gang, sidstnævnte spillede til Musik Under Trappen. Dermed blev det også 16. gang, at teltet var helt fyldt op.

Heldigvis lover de norske meteorologer hos vejrtjenesten YR.NO tirsdag endnu en aften i selskab med nådige vejrguder på Sydvestkajen.
Vejrprognosen nedenfor forudser nogen sol fra morgenstunden, hvorefter den gemmer sig bag skydækket, som til gengæld holder vandet tilbage.

Tirsdag aften i teltet
Tirsdag aften har Musik Under Trappen hele fire bands på scenen på Sydvestkajen. Det første er et spritnyt af slagsen. Artifex blev dannet på Hjørring Gymnasium i løbet af skoleåret.
De fire gutter skulle først spille til den årlige Festuge på Gymnasiet, og det var en oplevelse der gjorde, at de havde lyst til at fortsætte eventyret i forhold til at spille til forskellige typer arrangementer.
Anton spiller bas og giver musikken en god bund. Mads spiller trommer og tilføjer rytme. Christian spiller klaver og skaber melodierne, mens William på guitar skaber liv i musikken.
Musik Under Trappen er glade for at kunne præsentere et helt nyt ungt skud på den vendsysselske musikscene. Tag godt imod Artifex.
Træmænd
Tirsdagen i teltet fortsætter med bandet Træmænd. Glæd dig til at møde et band, som stammer fra Viborg-egnen og som spiller original selvskrevet musik i kategorien Pop/Rock.

De bliver spillet en del på DR P5 og også flere lokale stationer har opdaget deres musik. Træmænd er klar til at spille op til fest, og du kan glæde dig til, at de leverer originale danske popsange med en 80’er inspireret sound og temaer om livet, kærligheden og de mange op og nedture, livet måtte bringe.
Forvent et band, der kommer langt ud over scenekanten og giver et energifyldt show, så det er svært at sidde stille, Træmænd anno 2024 er: Morten Pedersen: Vokal og Guitar, Anders Kristensen: Trommer, Peter Hedelund: Keyboards, Frederik Thaysen: Guitar og Martin Holm: Bas.
No Man’s Name
Intet Musik Under Trappen uden det lokale band No Man’s Name. Bandet har hen over sommeren udgivet hele fire singler og et helt album udkommer den 3 august og får titlen Backseat Lover.

Det travle band har det seneste år spillet i blandt andet Aalborg, Århus, Haderslev, Rold, Hjørring og mange andre steder. No Man’s Name leverer en omgang fadølsrock med inspiration fra legender som AC/DC m.fl.
På scenen er: Mikael Toldbod: Vokal Michael Sprøgel: Guitar og kor – Benjamin Søndergaard Andersen: Guitar og kor, Frederik Lønsmann Andersen: Bas og Thomas Matzen: Trommer.
Ford T
Ford T er simpelthen tilbage på Hirtshals Havn. Det er dælme bare en dejlig nyhed. Drengene kommer endda med de nye singler ”Queen Of Hearts” – ”Black Diamond” og ”Electric Blue” helt friske i bagagen.

Samtlige tracks er indspillet og produceret af Tue Madsen i Ant Farm Studio. Ford T har den seneste tid udviklet deres sound og fundet en ny super super skarp stil, som du godt kan glæde dig til at se og høre denne sommeraften.
Der er ingen anden udvej end at afslutte en fed fed aften i teltet til Musik Under Trappen med gutterne eller tøserne, og så skråle med på ”Freak Flag Fly” og ”Ghost Rider” og flere andre.
På scenen denne aften i Ford T er: Kristian Clausen: Vokal & Guitar – Lasse Lehm: Bas og Lars Møller: Trommer.

Link til en af flere relaterede artikler


