Sæt allerede nu kryds i kalenderen søndag den 12. juni 2022. Der løber det næste Fyrmøde nemlig af stabelen i Hirtshals.
Tovholderne er så heldige, at de har fået lavet en aftale med Torben Vandsted, som dermed skal være årets taler ved Fyrmødet 2022.
De fleste kender ham og især nok for hans tid som journalist på Vendsyssel Tidende. Herunder også lokalredaktør samt senere journalist på TV2 Nord.
Efter 44 år i mediebranchen valgte Torben Vandsted i 2007 at gå på pension, men vel at mærke ikke for at læne sig tilbage i hængekøjen ved domicilet i Hirtshals.
Vandsted er stadig særdeles aktiv i lokalområdet. Han har et imponerende CV. I flæng kan blandt andet nævnes formand i Hirtshals Strømforsyning, kommunikationsansvarlig ved Dana Cup, redaktør for satirehæftet Bjæsken, oldermand i Hirtshals Kulinariske Sildelaug samt formand for Fyret.
Sidstnævnte en post, han bestred i 13 år, hvor han gjorde et stort og flot stykke arbejde for at gøre Hirtshals Fyr og byens vartegn til den turistattraktion, det er idag.
Tovholderne Jette, Jan, Frank og Rikke glæder sig i lighed med rigtig mange andre derfor også utrolig meget til at høre Torben Vandsted berette på næste års Fyrmøde.