Danmark er et dejligt land, men som dansker kan jeg godt misunde nordmændene deres uendelige vidder og færingerne de vilde fjelde, noterede jeg under en frokost med kaptajn Petur Av Vollanum ombord på Norröna, da vi forleden var på vej hjem efter ferien på Færøerne.

Kaptajnen har selv sommerhus i Hals, men er ellers bosiddende i Tórshavn. Desuden ejer han et hus og en hel del af fjeldet mod nord i den smukke bygd Gjógv. Han forstod da også udmærket min længsel efter lidt vildskab i naturen, selv om vi har kysten og vestenvinden fra Skagerrak.

Forinden frokosten havde vi som også tidligere omtalt på netavisen tilbragt fire forrygende og uforglemmelige dage på Færøerne, hvor vi boede på Hotel Brandan, der ejes af Tummas Justinussen, som blandt andet også har det gamle Hotel Hafnia i Tórhavn samt Skansi Offshore og såmænd Smyril Line.

Ombord på Norröna oplevede vi det totalt nyrenoverede skib, hvor mangt og meget er forandret til det absolut bedre, idet Tummas Justinussen minsandten selv har haft hånd i hanke med og sågar designet det meste fra stole og borde til indretningen af de helt nye kahytter kaldet Nordic Luksus samt den fantastiske skybar kaldet Laterna Magica.

Da vi første gang for mere end 10 år siden sejlede med Norröna, var Viking Buffeten om fredagen på vej hjemover den vildeste oplevelse med traditionel færøsk mad som fårehoveder og fermeteret fisk, men i dag bør man absolut unde sig selv mindst én frokost med smørrebrød og en aften med fem eller syv retters menu i Munkestuen.

Den var vi på forhånd blevet anbefalet af hotelchef Vincent Jensen. Smørrebrødet har ikke for ingenting tidligere givet gourmetrestauranten en nominering i kategorien hos Den Danske Spiseguide. Dernæst er menukortet til aftensmaden et sandt overflødighedshorn af kulinariske oplevelser af aller højeste kvalitet.

Når den færøske hovedstad i øvrigt bedst kan karakteriseres som en tornado af aktivitet, så skyldes det den fuldstændigt vanvittige udvikling, der i disse år finder sted. Der bygges boliger og udvides havn samt veje over alt i den helt store målestok i hovedstaden, mens tunneller sprænges rundt omkring for yderligere at binde de 18 smukke øer sammen. Det sidste er utvivlsomt et klogt politisk valg, idet Tórshavn ellers ville suge al drivkraft og dynamik ud af bygderne på Færøerne.

Trafikken kan derfor også forekomme halsbrækkende i Tórshavn, men bilisterne er generelt gode til at vise hensyn og give hinanden plads, hvilket de formentlig har lært af nød på de smalle veje ude ved bygder som netop Kirkjøbøur, Saksun, Tjørnuvík og Gjógv, for bare at nævne en lille håndfuld af dem, som vi nåede at besøge på de fire dage på Færøerne.

Der er ingen ende på Paris, hedder en berømt bog af Ernest Hemingway. Der er tilsyneladende heller ingen ende på Tórshavn endsige på Færøerne. Deres lidenhed på en globus og et verdenskort til trods. Selv om byen er placeret i det, der fra Nolsoyarfjorden ligner tilskuerpladserne i et halvt amfiteater, som især imponerer med lysene ved anløb af hovedstaden i mørke, så vokser byen fortsat op over de ellers stejle fjeldsider.

Der er simpelthen heller ingen ende hverken på de ellers traditionsbundne færingers virkelyst og iværksætteri eller på oplevelserne i Tórshavn og på Færøerne. Da vi kom hjem lørdag efter en uges forpustet efterårsferie, efterlyste en bekendt gode tips til seværdigheder, men dertil tvinges jeg til at svare med et skuldertræk, fordi der er så uendeligt mange muligheder.

Efter at have boet et par år deroppe for en menneskealder siden og nu ikke færre end seks rejser med Norröna er mit bedste råd, at man bare skal sørge for at få booket billetterne samt anskaffe sig et godt kort over øerne og så ellers komme afsted med Smyril Line. Der er nemlig lige præcis ingen ende på Færøerne!