Efter 8 års pause blev der søndag eftermiddag atter spillet serie 2 fodbold på Tornby Stadion. Hjemmeholdet mødte Sulsted, der er nedrykker fra serie 1 og derfor en af rækkens forventelige stærkeste modstandere.
Tornby-drengene løb dog på banen med det klare mål at sætte de 3 points på kontoen og spillede fra start en stærk og kontrolleret kamp, hvor holdet gang på gang kom først på bolden. Efter 14. minutters spil fik Tornby tildelt et frispark i banens højre side et pænt stykke udenfor feltet. Steffen Lund lynede med sit frygtede venstreben, og bolden strøg i mål udenfor Sulsted-målmandens rækkevidde.
Et kvarters tid senere afsluttede Kasper Nielsen et flot Tornby-angreb med et stolpeskud. Jonas Olesen fulgte hurtigt op og sendte bolden kontrolleret i mål til pausestillingen 2-0. Et stærk og kollektiv indsats i en halvleg, hvor Sulsted-holdet ikke fik lov til at komme til fadet.
Efter pausen fik Sulsted tilkæmpet sig en større del af spillet, men Tornby-spillerne var konstant farlige på kontraangrebene. Netop på et sådant fik Peter Steen Jensen øget Tornbys føring til 3-0 med en flot scoring i det 60. minut.
Herefter ebbede kampen lidt ud, og selvom Sulsted aldrig gav op, så styrede Tornby resten af kampen på flotteste vis. Et par minutter inden slutfløjtet lykkedes det endda Jonas Olesen at cementere sejren til Tornby med sit andet mål.
En fantastisk stærk holdindsats gav Tornby en yderst velfortjent 4-0 sejr til glæde for de mange fremmødte tilskuere, spillerne selv og ikke mindst holdets vikarierende træner, Morten Kjær, der holder sædet varmt, indtil Kasper Bang er tilbage fra sygeorlov. Holdets klare styrke er et stærkt kollektiv, hvor alle kæmper indædt for hver bold og bakker hinanden flot op i enhver situation. Hertil kommer så en teknisk sublim spiller som Peter Steen Jensen, der fra sin position på den offensive midtbane fodrer angriberne med lækre Laudrupske afleveringer – hvis han da ikke selv lige scorer.
Det bliver interessant at følge Tornby-holdet igennem forårssæsonen. Det har bestemt potentiale til at klare sig flot i rækken. Allerede på lørdag den 8. april kl. 15.00 spilles næste kamp på Tornby Stadion. Det er mod lokalrivalerne fra Hirtshals, så der er lagt op til et brag af en kamp, hvor et talstærkt publikum forhåbentligt vil fylde stadion.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.