Fredagens sponsorcykelløb på ruter med start og mål på Bypladsen i Bindslev indkørte i alt 62.000 kroner til ungdomsarbejdet i den lokale idrætsforenings afdelinger med fodbold og badminton.
Største bidragsyder denne gang var Team Underberg, som ud af de 12 medlemmer, der også kører Mountain Bike, stillede med syv til start i gadeløbet.
Holdet havde med et stort forarbejde allerede før startskuddet samlet imponerende 32.000 kroner ind fra en lang række sponsorer.

Rytterne fra Team Underberg satte som alle andre til denne fest midt i Bindslev et flot og underholdende præg på arrangementet, som atter understregede det gode sammenhold og opbakning i byen.
– Jeg havde fornøjelsen at være en af de 40 ryttere, som kørte årets løb, hvor der skulle køres penge ind til fordel for BTI Fodbold og BTI Badminton, fortæller en anden deltager, rådgiver hos Spar Nord Kenneth Mejlvang.
– Med et snit på 29,35 kilometer i timen i den kørte time var jeg ganske godt tilfreds, dog ikke diamanter i benene, men vigtigst, at mine sponsorer var med. Tak til Sindal Trappen ApS, Bindslev Tandlæge ved Nathalie Jabbour, Spar Nord og JS Proputec A/S samt de mange private sponsorer. Fedt at være med til at gøre en forskel for de to afdelinger.

– Stor ros til det lokale cykelhold Team Underberg, som bidrog ekstra ordinært. Tak til Maiken og Arne for myndig løbsledelse.
Der var 40 deltagere i årets Sponsorcykelløb Tour de Bindslev fordelt på flere hold. Du kan se alles resultater her.
Det var blandt andre De Fjer Lettes pigejuniorhold, UB Fodbold, Campisterne, Team Tommy Sprøgel, BTI Fodbold, Team Spit Keramik, Første Kålehold, Team Underberg og enkeltpersoner, der alle cyklede i alt 629,5 kilometer for at tjene penge til det gode formål.
Sponsorer til Tour de Bindslev 2023 præsenteres af speakeren…


