Mens Naturmødet sang på sidste vers, tog Birthe Nesgaard Johansen en flok vandreglade deltagere med på en 6 km. tur langs klitterne og stranden syd for Hirtshals.
– En kold, blæsende og overskyet dag, blev til en dejlig stund i det herligste selskab med 6 skønne vandrepiger. Deltagerne fik et par ture at vælge imellem, det endte med, at alle var enige om, at man ikke tager til Hirtshals uden at gå langs havet, fortæller arrangøren fra gåfællesskabet Vandrefuglens Univers.
– Jeg tog udgangspunkt i en længere rute, jeg har lavet fra Hirtshals Fyr til Munch i Tornby. Så vi lagde ud med at trave over klitterne mod Tornby, hvor er det altså bare smukt. Jeg bestemte mig undervejs for, hvilke stier vi skulle sætte vores fodspor på, da det var lidt mere kuperet, end jeg erindrede, uddyber Birthe Nesgaard Johansen.
Undervejs blev der traditionen tro serveret en bjesk, som her kaldes en hugorm. Ligesom vandrepigerne afslutningsvis spiste på den nye italienske restaurant Il Mulino på Nordvestkajen, hvorfra der er byens bedste udsigt over Vesthavnen.
Med maverne tanket op, tog selskabet en slentretur på det kæmpestore Naturmødet, som bliver større år for år i Hirtshals.
Søndag den 1. juni arrangerer Birthe Nesgaard Johansen en vandretur i Vrejlev med afslutning på Vrejlev Kloster Marked.
Foto: Birthe Nesgaard Johansen.
Diskussionen om post