Bestyrelsen i Lønstrup Café Bio overtager igen styringen den 1. september fra den nye sommerforpagter, og efter den sædvanlige indflytning af ting og indkøb af varer til caféen er de klar til den første forestilling allerede den 7. september.
Det bliver den norske film “Verden værste menneske”, som vi snart introducerer på NordsøPosten. Det nye program kan desuden afhentes i biografen fra på onsdag. Tag gerne en stak med til omdeling blandt venner og på arbejdsplads eller andre steder, hvor man ved, det kan have interesse.
Lønstrup Café Bio er drevet 100 procent af frivillig, ulønnet arbejdskraft og HELE overskuddet bliver i foreningen og går blandt andet til, at de fortsat kan afholde de arrangementer og vise de film, som de synes, giver mening, selvom de muligvis giver underskud.
En del af foreningen indtægter kommer fra salg af billetter, omsætningen i baren og tilskud fra sponsorer, men hele fundamentet for økonomien er kontingentet, som indbetales en gang om året af alle foreningens medlemmer. Nuværende medlemmer vil i den nærmeste fremtid modtage en anmodning om at indbetale næste års kontingent.
Skulle man have lyst til at styrke fundamentet under én af byens vigtigste kulturinstitutioner, som er med til at skabe en masse liv i byen i vinterhalvåret, så tryk på linket herunder og meld jer ind – så modtager I en anmodning om indbetaling sammen med alle de “gamle” medlemmer.
Prisen er kun 150 kr. for en hel sæson og giver blandt andet adgang til billetpriser, der er 15 kroner lavere samt gratis kaffe og te til til forestillingerne.