Hvordan foregik høsten, før maskiner og teknologi overtog hverdagen? Det kan du opleve, når Landbrugsmuseet i Mosbjerg inviterer til den traditionsrige Høstdag søndag den 9. august 2026 kl. 10.00-16.00.
Denne dag vækkes husmandsstedet fra begyndelsen af 1900-tallet til live af en stor flok engagerede frivillige, som viser, hvordan livet og arbejdet på landet tog sig ud for godt 100 år siden. Høsten skal i hus, og markerne summer af aktivitet, når folk arbejder med le og selvbinder, mens det gamle tærskeværk brummer på gårdspladsen.

Rundt omkring på museet kan gæsterne møde rebslageren, trædrejeren, mælkekontrollanten og mange andre, der demonstrerer gamle håndværk og fortæller om en tid, hvor hænderne var det vigtigste redskab. For de maskininteresserede er der også mulighed for at opleve en flot samling af veterantraktorer og tale med de frivillige, der holder de historiske maskiner kørende.
Der bliver rig mulighed for at opleve den levende kulturarv. Syng med på høstsange, nyd folkedansernes opvisning, og mærk stemningen, når hele museet emmer af liv og aktivitet.
Høstdagen byder også på masser af oplevelser for børnene. De kan prøve gamle lege, bage snobrød over bål, få en ridetur på pony eller hilse på museets dyr. Grisene og køerne tager gerne imod en kærlig hånd bag øret, og rundt på området frister boderne med lækkerier for både store og små.
Høstdagen er en hyggelig oplevelse for hele familien og en mulighed for at komme helt tæt på den danske landbokultur og de mennesker, der holder historien levende.
Det fulde program bliver offentliggjort her.
Børn helt op til 17 år har gratis adgang.
Høstdag på Landbrugsmuseet i Mosbjerg
- Søndag den 9. august 2026
- 10.00-16.00
- Pris: 70 kr. (børn gratis)
Fordelspris: 50 kr. for medlemmer af Museumsforeningen, og gratis for frivillige.
- Oplevelser for hele familien med levende landbrugshistorie, gamle håndværk, veterantraktorer, dyr, musik, folkedans og aktiviteter for børn.


