I dag forlader de sidste julegaver terminalerne hos blandt andet Bring forud for juleaften. Dermed kan der gøres status over en rekordintensiv julehandel, hvor pakkevolumenerne har været markant højere end tidligere år.
– I perioden frem mod jul har vi håndteret mere end dobbelt så mange pakker som i en typisk periode i løbet af året. Lige nu er vores chauffører ude og levere de allersidste julegaver til modtagerne, siger Bjarne Lauritsen, driftsdirektør hos Bring.
I årets julehandel har Bring håndteret 21 procent flere pakker end året før. En stigning, der har stillet store krav til hele logistikkæden, fra terminaler og chauffører til pakkebokse og pakkeshops rundt om i Danmark.

Brings 120 pakkebokse og 1100 pakkeshops i Danmark har spillet en vigtig rolle i håndteringen af årets rekordvolumener. Men den afgørende forskel er blevet skabt af medarbejderne.
– Indsatsen fra vores medarbejdere har været helt afgørende. De kan med rette være stolte af den forskel, de har gjort for flere millioner danskere op til jul. De har været julemandens vigtigste hjælpere, og det er deres engagement og professionalisme der har fået det hele til at lykkedes, afslutter Bjarne Lauritsen.
Travlheden har man blandt andet kunnet mærke hos Høj Data på Nørregade i Hirtshals. Her har Tommy Høj blandt andet fristet kunderne med et kærligt kram, hvis de hentede deres pakker samme dag, som de ankom til butikken.


