2025 har været et år med høj aktivitet for Nord Energi, hvor både elsiden og fibernetområdet har oplevet markante udviklinger.
Den stigende elektrificering har sat sit præg på elnettet, og koncernen forbereder sig nu på historisk store investeringer i de kommende år for at sikre, at infrastrukturen kan følge med fremtidens behov.
På fibernetsiden blev en vigtig milepæl nået i efteråret, da Egholm som det sidste område kom på fibernettet. Dermed er hele Nord Energis dækningsområde nu fuldt forbundet, hvilket styrker den digitale infrastruktur i regionen.
Året har også budt på vækst i medarbejderstaben. Mange nye kolleger er kommet til, og flere faglærte svende har afsluttet deres uddannelse – herunder forsyningsoperatører og en datatekniker. I efteråret blev der afholdt repræsentantskabsvalg med stor interesse, hvor der var kamp om pladserne i ni ud af ti valgområder. Fra 1. januar 2026 indtræder hele 27 nye medlemmer i repræsentantskabet.

Den geopolitiske situation har sat fokus på sikkerhed og beredskab, hvilket har medført yderligere styrkelse af koncernens procedurer. Samtidig er ombygningen på Ørstedsvej i Hjørring i fuld gang. I 2026 samles hele koncernen under ét tag, når 40 fibernetmedarbejdere flytter fra Brønderslev til Hjørring.
Nord Energi ser også frem til at være en del af DM i Skills, som afholdes i Hjørring i april. Her deltager virksomheden som sponsor og bidrager til at hylde håndværksfagene og de unge talenter.
Med store investeringer, organisatoriske ændringer og nye initiativer på vej går Nord Energi,ind i 2026 med optimisme og et klart fokus på fremtidens energi- og kommunikationsløsninger.


