Det blev en forrygende afslutning for Hjørring Jagtforenings tre flugtskydningshold, da sidste og afgørende skydning i Vendelbo Cup’en fandt sted lørdag d. 10. september 2022. Ikke mindre end tre førstepladser endte det med, efter i alt 8 turneringsskydninger i sæsonen.
Vendelbo Cup Jagtskydning er en konkurrence, hvor der skydes til i alt 40 lerduer, der bliver sendt ud i fire forskellige retninger. Der deltager 32 hold, á 4-6 skytter, fra 18 forskellige jagtforeninger og i år har der været næsten 200 deltagere.
Efter de tre første turneringsskydninger bliver holdene delt ind i 6 grupper, fra A til F, hvor Hjørring altså tog førstepladsen i gruppe A, C og D. Turneringens bedste individuelle skytte blev Michael Chemnitz fra Hjallerup jagtforening, men på en flot andenplads kom Dennis Christensen fra Hjørring Jagtforening med imponerende 308 træffere af 320 mulige.
De 8 skydninger har været afholdt på kun 7 forskellige flugtskydningsbaner i år, da Hjørring Jagtforenings skydebane på Ulvkærvej, har været lukket siden foråret 2021.
Da Hjørrings skytter har været uden egen træningsbane, har de måtte køre til andre baner, hvilket selvsagt giver en lidt ustabil træning og mange timer på landevejen. Skytterne savner samværet og sammenholdet de havde i egen klub. ”Man bliver lidt rodløs, når ens klub pludselig ikke er der længere” og der tales om, hvad det kan blive til, af flotte konkurrenceresultater, hvis Hjørring igen får deres egen træningsbane.
Hjørring jagtforenings formand Jens Andersen, frygter at nogle af de dygtige skytter helt stopper, hvis der ikke kommer en ny træningsbane. En anden vinkel er, at en flugtskydningsbane ikke kun bruges af konkurrenceskytterne, men i allerhøjeste grad også af jægere, der ønsker at træne og forbedre sig inden jagtsæsonen og mange jægere savner den lokale træningsbane. Vi har måtte aflyse vores Jagttegnsundervisning i foreningen, fortæller Jens Andersen, da skydningen efter lerduer er en del af undervisningen. Dette er et stort minus for klubbens ungdomsafdeling.
Også holdene fra Rakkeby Harritslev Jagtforening, og Tannisbugt Jagtforening, der havde hjemmebane på Hjørring Flugtskydningsbane, placerede sig flot i Vendelbo Cup’en, med hhv. en 3. plads i gruppe D og en 5. plads i gruppe E
De tre hold fra Hjørring Jagtforening kan repræsentere kommunen igen d. 25. september2022, hvor de har kvalificeret sig til deltagelse i Dansk Flugtskydningsforenings Landsfinale, for hold, der afholdes i Herning.