Tre jubilæer på én dag gav anledning til en ganske særlig begivenhed hos JKS A/S.
– I går var en helt særlig dag, hvor vi fejrede ikke bare ét, men hele tre jubilæer hos os i JKS. Selvfølgelig blev det markeret med taler, champagne og den smukkeste kage, fortæller regionschef Eva Horne.
Christian K. Sørensen – 25 år.
– Christian har i et kvart århundrede været kaptajnen hos Assistance og de seneste år vores dygtige Regionschef på Sjælland. En imponerende bedrift! Kære Christian, du er en fantastisk kollega og en uvurderlig sparringspartner.
Ulla Bøgh-Dahl – 20 år.
– Ulla er vores klippe af en administrationschef, som i to årtier har sikret, at alle vores dygtige medarbejdere i hele landet har fået løn til tiden. Hun har været en central del af den udvikling, vi har gennemgået – tak for dig, Ulla!
Kasper Reinhold – 10 år!
– Vores HR-chef Kasper har i et årti været en stærk sparringspartner for regionerne og en vigtig del af vores udvikling. Altid tilgængelig, aldrig længere end et opkald væk, og altid klar med en løsning.
Regionschefen er derfor også både glad og stolt over at være en del af en virksomhed, hvor så mange dedikerede kollegaer vælger at blive lidt længere.
Fakta om JKS A/S
JKS blev grundlagt i Ringkøbing i 1995, da der i forbindelse med nedlukningen af et lokalt skibsbyggeri var ledige hænder, der skulle i arbejde. I dag er JKS Danmarks største vikar- og rekrutteringsbureau og sender hver dag mere end 3.000 vikarer på job.
Hovedkontoret ligger stadig i Ringkøbing og har fået selskab af 40 lokale kontorer fordelt i hele Danmark, samt 5 kontorer i Norge og Sverige samt et enkelt i Rumænien. Vi har siden starten været på danske hænder og er fortsat 100% danskejet.
JKS består i dag, udover mange tusinde vikarer, af 195 dedikerede medarbejdere, der hver dag møder ind for at hjælpe jobsøgende i arbejde og styrke vores kunders konkurrencekraft gennem fleksible og effektive bemandingsløsninger.
Foto: JKS A/S.


