Tre lokale virksomheder er nu hædret for deres særlige engagement i unge, da Business Hjørring afholdt netværksmøde for garantipartnere.
Føtex Hjørring, Skallerup Seaside Resort og Nordsøen Oceanarium modtog ”Årets anerkendelse 2025” for deres vedvarende indsats for at give unge i Hjørring Kommune en stærk start på arbejdslivet.
Ifølge Business Hjørring gør virksomhederne en mærkbar forskel gennem deres arbejde med lærlinge, virksomhedspraktikker, erhvervspraktikker og andre former for skolesamarbejde. Fælles for de tre modtagere er en tilgang, hvor unge ikke blot får en midlertidig plads, men reelle muligheder for udvikling, erfaring og i mange tilfælde også ansættelse efter endte forløb.
Netværksmødet bød også på faglige oplæg, der satte fokus på nye veje ind på arbejdsmarkedet. Frida Tarp fra Jobcenter Aalborg gav deltagerne et indblik i konceptet ”småjobs med mening”, som kan være et vigtigt første skridt for unge, der har brug for en mere fleksibel eller skånsom indgang til arbejdslivet.
Ungejobkonsulent Anders Leismann præsenterede Ungeløftet og introducerede erhvervsmentortankegangen som et redskab, der kan styrke relationen mellem unge og virksomheder. Derudover delte Susannah Højsten fra Landal Fyrklit erfaringer fra et tre-dages kursusforløb for garantipartnere, hvor fokus har været at udvikle konkrete metoder til at støtte unge medarbejdere i hverdagen.
Arrangementet samlede en bred kreds af aktører, der alle arbejder for at skabe bedre muligheder for unge i Hjørring Kommune. Eftermiddagen blev præget af fælles ambitioner om at styrke samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og beskæftigelsesindsats med målet om at sikre flere unge en tryg og meningsfuld vej ind på arbejdsmarkedet.


