Turistchef Laila Zielke fortæller, at de to foreninger med “Musik ved Havnen” har villet skabe ekstra aktivitet i byen og nogle hyggelige dage for både områdets gæster og de lokale.

– Det synes vi er lykkedes over al forventning. Musik ved Havnen blev afviklet i flot vejr, lige bortset fra lidt byger lørdag. Det kunne dog ikke holde de mange besøgende væk. Den flotte kulisse med havn og hav som bagtæppe var helt unik. Og sammen med byfornyelsen og færdiggørelse af området ved Trappen var det med til at gøre arrangementet fuldendt. Vi skønner at omkring 2500 publikummer nød musikken og den gode stemning i løbet af de tre dage, fortæller Laila Zielke.

De to foreninger har haft et tæt samarbejde med lokale Chris Borup, som havde samlet en række bands og musikere, og der blev budt på et flot og varieret musikprogram. Chris Borup var selv på scenen flere gange i løbet af dagene. I barområderne stod lokale klubber for udskænkningen, og var med til at sørge for at stemningen var i top. Handelschef Per Martensen understreger, at det gode, lokale samarbejde har været afgørende for resultatet.

– For eksempel stillede Per Windahl Jensen fra Hirtshals Kro kvit og frit den flotte scene til rådighed, hvilket vi er rigtig glade for. Samtidig skal der også lyde en stor tak til Chris Borup, de lokale musikere og klubber, som vi har haft et godt samarbejde med og til Hjørring Kommune, som har støttet Musik ved Havnen økonomisk, supplerer Per Martensen.