Tornby Turistforening kan som noget nyt tilbyde sine turister en guidet gåtur ved og i Tornby Klitplantage.
På turen fortælles der om områdets historie og natur. Turen er på ca. 5½ km og varer godt 2½ time, primært i let til middelsvært terræn. Man kommer ikke ned på selve stranden.
Turen finder sted tirsdag kl. 10 i ugerne 29-32 – alternativt onsdag eller torsdag, afhængigt af vejret. Det kan trods alt både regne og blæse for meget. Turen foregår på dansk, men planen er, at den fra næste år også skal tilbydes på et fremmedsprog.
Weekenden inden vil datoen og de nærmere detaljer om turen kunne ses på opslag i hotellernes receptioner og hos Købmand Munch ved Tornby Strand. Det er også her, man tilmelder sig, hvorefter man modtager en SMS-bekræftelse. Der kan maksimalt deltage 15 personer.
Mødestedet er ved Købmand Munch. Vil man med, er det vigtigt at huske ordentligt fodtøj, og at turen gennemføres på eget ansvar.


