Tversted swinger som altid ekstra meget i uge 42, når der er Jazzy Days, som allerede nu kan melde udsolgt til to koncerter.
Det er koncerten på Klitgården fredag den 21. oktober med Spyro Gyra og dagen efter samme sted med Benjamin Koppel og Lars Hjortshøj i en gang ”Jazz & Jokes”.
Andre koncerter sælger også fint, og det gælder blandt andet mandag den 17. oktober med Drori-Hansen Furniture på Klitgården, hvor soul, jazz, pop og funk flyder sammen i en ny, tilbagelænet og ganske opdateret udgave. Det sker på scenen og knitrende live med Erann David Drori, vokal; Casper Hamilton Hansen, bas; Ben Besiakov, piano; Pelle von Bülow, guitar og Anders Pedersen, trommer.
Tversted Jazzy Days åbner lørdag den 15. oktober klokken 20 med åbningstale og kåring af Årets Nordjyske Jazznavn, hvorefter Signe Juhl Kvartet indtager scenen på Klitgården.

Du kan se meget mere på www.jazzydays.dk – og så kan du følge med NordsøPostens vej til Tversted og jazz i verdensklasse.


