For tredje gang i denne sæson er Nikoline Møller Bjerg fra Bjergby-Mygdal Badmintonklub (BMB) udtaget til samling hos Badminton Danmark.
Denne gang går turen til Brænderup den 17.–18. januar, hvor samlingen afholdes med overnatning og fokus på intensiv træning.
Samlingen er målrettet U13-årgangen og samler i alt 20 drenge og 20 piger fra hele landet. Det er derfor en stor anerkendelse at være blandt de udtagne. For Nikoline giver det mulighed for at træne og spille sammen med nogle af de bedste spillere i hendes årgang i Danmark.
Klubben kan samtidig lykønske Christian Karlsen, som også er udtaget. Christian er til daglig spiller i Aalborg Triton og træner hos Bjergby-Mygdal Badmintonklub én gang om ugen.

I Bjergby-Mygdal Badmintonklub fremhæver man, at udtagelserne ikke kommer af sig selv. De er resultatet af et målrettet og langsigtet arbejde i klubben, hvor et stærkt trænerteam spiller en central rolle. Træningen ledes af hovedtræner Emil Brink, som sammen med Michael Johannesen, Mads Ejstrup og Malthe Arne Sørensen står for den daglige badmintontræning.
Derudover bidrager Maria Jeppesen som fysisk træner og er med til at sikre, at spillerne også udvikler sig fysisk og arbejder skadeforebyggende.
Bestyrelsen glæder sig over udtagelserne, som ses som et skulderklap til både spillerne og hele trænerteamet, der hver uge arbejder for at skabe gode træningsmiljøer og udviklingsmuligheder i klubben.
Bjergby-Mygdal Badmintonklub ønsker Nikoline Møller Bjerg og Christian Karlsen stort tillykke med udtagelsen og held og lykke med samlingen i Brænderup.
Foto: BMB.


