Lad os lige indledningsvis gøre mellemværendet med vejrguderne færdigt, idet man nedenfor kan forvisse sig om rigtigheden af vores påstand. Ifølge den norske vejrtjeneste yr.no står den nemlig på høj sol og kun en smule vind hele dagen og altså her nok så vigtigt også i aften til Musik Under Trappen.
Torsdag aften indledes så med en superdygtig nordjysk sangskriver. Henrik Mølbjerg udgav i sommeren 2020 debutalbummet ”BUTTERFLIES”.
Det gik så godt, at det blev kåret til ugens album på DR P5. Hovedparten af sangene på albummet fra dengang var skrevet på engelsk – heriblandt også de sange, ”Thunderstorm” og ”Half a Heart”, som P5-værterne gav klart mest Airplay. Men med den helt aktuelle ”Skyer fra Atomer” giver Mølbjerg et solidt og ”catchy” bud på en let tilgængelig, syng med-venlig dansk ny-klassiker, som er svær at få ud af hovedet, når først man har lyttet den.
Måske det næste danske sommer-hit ? Henrik Mølbjerg har været udøvende live-musiker i stort set hele sit voksne liv – og også skrevet mange sange gennem alle årene. Men efter de yngste, travle år med irsk-inspirerede ”Håndslaw” fra markedsbyen Hjallerup, som udgav en længere række af CD´er og LP-plader med traditionel irsk folk-lyd i slutningen af 80´erne og starten af 90´erne, har der været helt stille på udgivelsessiden – altså frem til comeback´et i 2020, som samtidig bød på et markant genreskifte.
Arrangørerne glæder sig derfor til at byde velkommen til en dedikeret og hårdtarbejdende nordjysk sanger og musiker med noget på hjerte!
Gehör
Næste band på scenen denne Torsdag er for dem også en debut i teltet – i hvert fald under navnet Gehör. Det var præcis fællesnævneren; At have gehør, der var udgangspunktet, da bandet fandt sammen for et par år siden. Dette giver nemlig nogle fede muligheder – ikke mindst LIVE, når der skal trykkes af foran et lydhørt publikum.
Bandet består af en række erfarne lokale musikere som har prøvet flere sammenhænge igennem tiderne, og repertoiret spænder bredt, dog med et særligt fokus på de gode gamle og uopslidelige 80’ere. ‘Gehör’ ser det som sin allerfornemmeste opgave at skabe en fest og få folk på dansegulvet. På scenen er: Lene Larsen Ledet: Vokal – Andreas Svaneborg: Guitar og vokal/kor – Christian Drud Sørensen: Bas og kor – Michael Jacobsen: Keys og vokal/kor og Anders Rævskær Eichner: Trommer
De Sørgelige Rester
De næste musikere vi gi’r plads til på scenen er et band med selvironien på plads. De Sørgelige Rester……en lokal duo som startede sådan lidt for sjovt, som man sir’.
Det begyndte for alvor for godt 3 år siden med noget klassisk Jamsession og har siden udviklet sig til fast musikalsk underholdning hver Søndag på Admiralen i Hirtshals fra 14-17.
De Sørgelige Rester finder meget forskellige kunstnere frem og fortolker blandt andet ”Færgemand” af legenden Johnny Madsen. ”Wish You Were Here” fra Pink Floyd og ”Jeg Savner Dig Snuske” fra Vagn & Vagabonderne for blot at nævne nogle stykker.
Duoen består af Michael Brichstein som tryller på sin western-guitar og Anders Godtfredsen på western-guitar, vokal, højre og venstre trommelyd med fødder. Der bli’r hygge, syng-med og bare go gammeldaws feel-good stemning i teltet.
Det er arrangørerne ikke et sekund i tvivl om. Det gode ved den slags stemning og musik er, at det går super godt hånd i hånd med en velskænket skummende fadøl – og den klarer vi også !!
Retro
Torsdagen slutter med bandet Retro. Et foretagende som består af det de selv kalder for 4 “rimeligt” voksne drenge der har spillet musik i rigtig mange år og i masser af forskellige sammenhænge, så erfaringen er derfor stor.
Retros hjerter står nok den uforfalskede rockende musik allernærmest, altså den der kan leveres direkte, og live fra scenen. Derfor er bandets første prioritet også at komme ud og levere live-musik i ordets bedste forstand – altså ikke noget med præindspillede midifiler, det synes Retro nu engang er den rigtige musik oplevelse.
Du kan roligt glæde dig til både danske og udenlandske numre over et bredt spekter – Johnny Madsen, Poul Krebs, Eric Clapton, Beatles, Creedence Clearwater Revival, og mange flere. Vi skal hilse fra bandet og sige, at der er meget mere info på deres sociale medier og hjemmeside.
På scenen er: Jens: Guitar, mundharpe, keyboards, vokal og kor – Erik: Guitar, vokal og kor – Ole: Trommer, vokal og kor samt Niels Bjarne: Bas og Kor.