– Markedet byder på et skønt udvalg af kræmmere, der kommer med deres fine kreationer og sysler. Her kan du finde alt fra smykker og macramé til børnetøj og fine træfigurer. Der er rig mulighed for at få fingrene i nogle af de unikke produkter til årets julegave, fortæller Mette Karlsen fra Poulstrup Spejderne.
– For de yngste besøgende er der børneloppemarked, hvor børn kan sælge deres brugte legetøj og småting – og der er stadig pladser hvis man ønsker at sælge ud. Det er en perfekt mulighed for at finde en god gave eller en lille julegaveidé, samtidig med at børnene får lov til at blive en del af markedets stemning, tilføjer Mette Karlsen.
Når sulten melder sig, kan du tage et pitstop i Spejdercafeen. Her vil blandt andet kunne købes lækre æbleskiver og andre julesnacks, der kan varme dig op og få dig helt i julehumør.
Slå også et smut forbi den store tombola, og med mange fine gevinster er der gode chancer for at tage en ekstra gave eller en dejlig overraskelse med hjem.
Så tag hele familien med til en hyggelig dag fyldt med julens magi. Der er fri entré, gratis parkering og masser af julestemning – alt hvad der skal til for at komme i den rette julestemning.
Poulstrup Spejderne glæder sig til at se jer på Poulstrup Friskole, Poulstrup Skolevej 3, på søndag den 24. november.