Old boys hold 2 har på udebane spillet mod Tårs 1. Resultatet blev et lille nederlag på 3-5.
Gunnar Muhlig (2,42) ville så gerne trille det polerede billardspil. Desværre stod materiellet ikke mål med disse intentioner. Således kom han straks fra start ud i store problemer. Modstanderen var i denne periode absolut ikke klodset. Således kunne der med en enkelt hånd hurtigt etableres et gigantisk forspring. Slutfacit blev således et mega stort nederlag.
Jens Dalsgaard (6,06) satte fra start den helt store trommehvirvel op. Med de lifligste toner spillede han bare der ud af. Det var simpelthen en nydelse at se på for de mange tilskuere. Lynhurtigt havde han således fået etableret et solidt forspring. Trods let spil forblev han dog energisk. I hastigt tempo strøg han således over målstregen. Altså en mega stor sejr efter en fantastisk god indsats. Og så skal det det jo også lige bemærkes, at det var sæsonens første sejr i denne række.
Poul Erik Thomsen (4,76) havde startvanskeligheder, og kom derfor forholdsvis hurtigt bagud. Han var nu tvunget til at forcere spillet. Marginalerne var bare ikke med, hvorfor han blev henvist til den forreste plads i flinkeskolen. Modstanderen gik ikke i sort over de milde gaver. Nej, han skøjtede bare der ud af. Således endte det med et yderst solidt nederlag.
Kjeld H. Jensen (5,52) hang fra start med hovedet. Således blev han lynhurtigt spillet langt agterud. Han arbejdede dog godt med tingene, Pludselig havde han igen opnået kontakt. Close race blev nu det fremherskende. Pludselig for han op som en trold af en æske. Med en flot serie på 56 point nåede han næsten i mål. De manglende 2 point kom således i den følgende indgang. Modstanderen manglede nu hele 56 point. På mirakuløs vis kom de alle i hus i efter stødet. Således endte dette opgør uafgjort.
2-mands holdet har på udebane spillet mod Sæby 2.
Resultatet blev uafgjort 2-2.
Egon Jørgensen (4,40) leverede en indsats fra den ordinære hylde. Da modstanderen havde temmelig travlt, så det således ikke ud af så meget. Altså et meget klart nederlag.
Michael Fischer (15,93) gjorde ikke det helt store væsen af sig. Således blev det en meget lige kamp. En serie på 142 point gjorde dog forskellen. Altså en meget sikker sejr.
Old boys hold 4 har på udebane spillet mod Hjørring 3.
Resultatet blev et meget træls nederlag på 2-6.
Verner Larsen (3,29) gjorde det egentlig ganske godt. Alligevel blev kampen særdeles spændende. Close race var der således det meste af vejen. Mod slutningen forivrede han sig, hvorved han mistede et vigtigt skridt. Således endte det desværre med en meget beskedent nederlag.
Jørn Brath (3,25) var efter en down periode tydeligt på vej frem igen. slaget bølgede konstant frem og tilbage uden det dog gjorde sit tydelige udslag på pointtavlen. Det tætte følgeskab holdt sig således helt ind i målområdet. Her havde han lige lidt ekstra i posen at give af. Således kunne han sluttelig hive en meget smal sejr i land.
Egon Jørgensen (3,48) var tydelig berørt af kampens enormt store betydning. Således lagde han fra start en unødvendig dæmper på sig selv. Denne svaghed blev prompte udnyttet af modstanderen. Opgøret blev derfor mere spændende end velspillet. Følgeskabet holdt sig således til langt hen i dysten. Da det spidsede til, havde han ikke modet og dermed evnen til at praktisere det frie spil. De sorte blokeringer kostede således dyrt på bundlinjen. Altså et smalt og meget unødvendigt nederlag.
Poul H. Pedersen (2,96) blev fra start sat under et meget voldsomt pres. Da dette raid fortsatte blev spillet hurtigt sprængt i atomer. Den voldsomme medfart resulterede således sluttelig i sæsonens hidtil ringeste indsats. Altså et katastrofalt stort og meget uhyggeligt nederlag.
Trods det chokerende nederlag er holdet fortsat på førstepladsen. Men der blev yderligere fortættet spænding i toppen af rækken, hvor hele tre hold nu bejler til kredsmesterskabet.
Serie 3 har på udebane spillet mod Brønderslev 4.
Resultatet blev en meget sikker sejr på 8-0.
Kurt Toft (3,77) kom rigtig flot fra start. Hurtigt havde han således fået etableret et klart forspring. Helt umotiveret satte han nu kadencen flere grader ned. Hermed blev modstanderen inviteret tilbage i opgøret. I slutfasen fandt han igen melodien. Således kunne han med en flot afslutning trille en meget sikker sejr i hus.
Jens Dalsgaard (5,52) var i de to første dekader en inkarneret stregspiller. Kun sporadisk stak han således hovedet frem. Efter nogle indeklemte sekvenser som ikke kan refereres, sprang han så pludselig ud i fuld flor. Pointene kom nu i stimer og i store klumper. Ikke alene det forsømte blev indhentet, nej han tog sandelig også den styrende rolle i sin magt. Herfra så han sig ikke tilbage. Sluttelig kunne han således ganske ubesværet trille en overordentlig sikker sejr i land.
Poul H. Pedersen (7,00) kom meget forsigtigt ud i felten. Modstanderen var indledningsvis særdeles aggressiv med pointhøsten, hvorfor han hurtigt blev sendt flere længder bagud.
Der blev dog arbejdet særdeles godt med tingene. Der blev blandt andet sået en masse kim. Pludselig kunne han høste frugten af arbejdet. Det forsømte blev indhentet på rekordtid. Det stoppede dog ikke her. Nej, han fortsatte sandelig i det opskruede tempo. Således kunne han sluttelig snuppe en meget overlegen sejr.
Erik Brogaard 6,83) kom meget fint fra land. Alligevel havde han svært ved at holde trit med modstanderen. Da han tillige rendte ind i en såkaldt midtvejskrise, så det pludselig endnu dårligere ud. Skuden blev dog vendt. Herfra banede en meget stabil periode vej for et meget flot comeback. Efter udligningen fulgte lidt close race. I vadestedet foran mållinjen blev det nu særdeles spændende. Sluttelig lykkedes det dog at hive en smal sejr i land.
2. division har på udebane spillet mod Aars.
Resultatet blev et klokkeklart nederlag på 2-6.
Michael Fischer (20,68) kom meget skidt fra start. Der blev således hurtigt noget at indhente. Efter et konstruktivt arbejde kom der endelig gang i trædemøllen. Ved hjælp af flere gode serier tog han således teten. Føringen blev successivt udbygget, hvorved det efterhånden så meget lyst ud. I slutfasen kom han dog i krise, hvorved forspringet skrumpede. Han fik dog stormen reddet af mens tid var. Sluttelig kunne han således hive en meget flot sejr i land.
Jens Kallehauge (14,84) kom fint fra start. Således tog han resolut teten. Pænt foran fik han dog en serie på 286 imod sig. Herved ændrede opgøret karakter. Det blev nu stolpe ud, hvorved alle initiativer smuldrede. Sluttelig måtte han således indkassere et meget stort nederlag.
Joakim Nielsen (22,22) blev fra start sat under et alvorligt pres. Således kom han meget hurtigt flere længder bagud. Da modstanderen holdt fast i jerngrebet om kampen blev der kun sporadisk pyntet på resultatet. Derfor kunne han på ingen måde forhindre et mega stort nedrlag.
Jesper Holmberg (25,00) var oppe mod en virkelig godt spillende modstander. Faktisk nåede han på ingen måde at blive rigtig varm inden den fastsatte distance på 600 point blev nået. Allerede i sjette indgang blev der nemlig lukket. Selv om der i efterstødet blev pyntet på resultatet endte det således med en ordentlig ørefigen.
Nederlaget fik dog ikke katastrofale følger, idet holdet fortsat er at finde to pladser over nedrykningsstregen. De to nærmeste konkurrenter mødes i sidste spillerunde. Dette betyder at holdet nu er sikker på at bevare sin plads i 2. division Vest.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.