Semifinalen i senior cuppen er blevet afholdt med Hjørring BK og Raa BK som arrangør.
Michael Fischer havde til stævnet i Hjørring fået en rigtig god seedning, hvorfor muligheden for adgang til finalen så meget fornuftig ud.
En glædelig begivenhed i familien var dog uheldigvis blevet henlagt til samme dato. Gode råd var nu ret så dyre. Han gjorde således alt for at få enderne til at nå sammen. Sluttelig lykkedes det, men Unionen overrulede desværre aftalen. Således endte det med et træls afbud, og dermed exit før stævnet var begyndt.
Danmarksmesterskabet i keglebillard for eliten hos både mænd og kvinder er blevet afviklet med Asaa Billard Klub som arrangør.
Hos mændene var Johnny Hansen, Bristol Odense den store oplevelse. De tre indledende kampe bød ud over godt spil bl.a. på en enkelt serie på 800 point samt et total gennemsnit på 266,68.
Den flotte indsats gav naturligvis en meget sikker puljesejr.
I semifinalen faldt kadencen en smule, men finalepladsen var dog aldrig i fare.
I finalen mødte han Henrik Søndergaard, BK Sorana.
Her var der åbenbart lidt grus i maskineriet. Da Johnny havne 356 point på tavlen gik Henrik nemlig hen og nåede sin distance på 800 point. Johnny havde sit efterstød at læne sig op af. Her var han åbenbart tilbage ved fuld styrke. Stille og roligt trillede han således ballerne behændigt rundt på det grønne bord. Han stoppede ikke før de magiske 444 point var i hus. Således tvang han opgøret ud i en nervepirrende omkamp.
I omkampen havde Henrik brugt alle ressourcer, hvorfor Johnny sluttelig kunne trække sig sejrsrig ud af årets DM-finale.
Total gennemsnittet for hele DM-stævnet blev 192,00.
På kvindesiden var de to formodede bedste spillere, Charlotte Sørensen, BK Grøndal og Susanne Vennersdorf, Viborg BC (tidligere Sindal) havnet i samme indledende pulje.
Her havde Susanne held til at gøre rent bord. Med maksimumpoints tog hun således en meget flot puljesejr. Trods nederlaget til Susanne snuppede Charlotte puljens andenplads, og sikrede sig dermed også adgang til semifinalen.
I semifinalen gjorde de begge kort proces. Således var der lagt op til en meget spændende revanceopgør i årets finale mellem de to kamphøner.
Her fik Susanne desværre ikke gang i det polerede spil, hvilket gav initiativet til Charlotte. Hun var da heller ikke sen til at udnytte muligheden. Med et meget flot gennemsnit på 55,55 mod 12,22 manifesterede Charlotte således sin position som øverste figur på den kvindelige billardtrone i Danmark.
Den sidste bal er således trillet, og holdturneringen 2021-2022 er nu slut for SBK´s vedkommende.
Forberedelserne til den kommende sæson, er dog allerede skudt i gang. Turneringsleder, Jens Dalsgaard, er således allerede trukket i arbejdstøjet. Senest den 1. juni 2022 skal tilmelding til den kommende holdturnering være på plads.
Hvordan kvindebillarden i Sindal skal blive gjort GREAT AGAIN, er sikkert også et spørgsmål, der vil trænge sig på. Jo, arbejdstøjet skal nok blive slidt i den nærmeste fremtid.
God sommer til alle!
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.