En positiv historie fra Vrå har fundet vej til , hvor samarbejdet mellem virksomhed og konsulenter har sikret ukrainske Hanna et job det næste år i SuperBrugsen.
Tidligere på året fik Hanna mulighed for at starte i praktik i butikken, selvom hun kun beherskede ganske få danske ord. Med erfaring fra detailbranchen, høj arbejdsmoral og evnen til at tage ansvar, viste hun hurtigt sit værd. Det blev afgørende for, at SuperBrugsen nu har valgt at tilbyde hende en ansættelse.
Virksomhed med socialt ansvar
Uddeler Jens Mejer understreger, at sprogvanskeligheder ikke har været en hindring:
“Hanna arbejder hurtigt, effektivt og tager ansvar. Vi tilpasser opgaverne, og hun klarer sig fint i forhold til kunderne. Hun har sine faste danske vendinger og bruger Google Translate sammen med os, så sproget har aldrig været et problem.”
SuperBrugsen i Vrå er blandt de virksomheder, der ser muligheder frem for begrænsninger. Selvom butikken ikke mangler medarbejdere, vælger den ofte at tage praktikanter ind – borgere på kanten af arbejdsmarkedet, som har brug for en chance.
Et godt match
Virksomhedskonsulent Søren Landbo og opfølgningskonsulent Ann Pedersen fra Business Hjørring har været med til at skabe det gode match mellem Hanna og SuperBrugsen. For Hanna betyder det nu tryghed i form af et job det næste år, mens butikken får en engageret medarbejder, der bidrager til fællesskabet.
Socialt trives Hanna bedst med ro i pauserne, og det respekteres af kollegerne. “Det vigtigste er, at alle er glade i samarbejdet,” siger Jens Mejer og tilføjer, at virksomheden ser det som en del af sit sociale ansvar at tilpasse rammerne, når det giver mening.
Historien fra Vrå er et eksempel på, hvordan lokale virksomheder kan skabe værdi både for medarbejdere og for samfundet ved at åbne dørene for dem, der har brug for en chance.


