“Projektet “Friendship Across Borders” har bragt 24 krigsramte ukrainske børn i alderen 13-18 år til Hjørring, ledsaget af fire voksne kvinder.
Projektet blev arrangeret af Hjørring Vestre Rotary i samarbejde med Lviv International Rotary Club. Oprindeligt skulle det have fundet sted i august, men blev udskudt på grund af mobiliseringen af alle ukrainske chauffører til at transportere materiel til fronten i øst.
– I oktober lykkedes det at genaktivere projektet, og børnene har været på besøg i denne uge. Besøget har ført børnene rundt i Hjørring og til nogle af vores regionale seværdigheder. Der er blevet lagt særlig vægt på muligheden for at etablere nye venskaber og relationer, fortæller Formand for internationalt udvalg, Hjørring Vestre Rotary, Henrik S. Andersen.
I løbet af ugen har de besøgt Hjørring Gymnasium, været en tur i vandlandet hos Skallerup Seaside Resort og besøgt Nordsøen Oceanarium. De har også haft et besøg på Rubjerg Knude, en tur ud til fyret og besøgt Sandskulpturparken i Blokhus.
Torsdag besøgte borgmester Søren Smalbro Danacup Centeret, hvor selskabet har været indkvarteret og blevet fornemt betjent hele ugen. Under borgmesterens besøg blev der udvekslet gaver, og øjeblikket blev foreviget.
– Hjørring Vestre Rotary har generelt oplevet stor opbakning fra lokalsamfundet i forbindelse med arrangementet. Alle forespørgsler og henvendelser er blevet mødt med begejstring, imødekommenhed og ønsket om at bidrage til børnenes oplevelse samt muligheden for at skabe nye venskaber.