Ligeså destruktiv som sandflugten kan være for bonden, der må opgive og flytte, ligeså gavnlig kan sandet være for at bevare en række spor fra fortiden, der normalt ikke bevares – PLØJESPOR.
En pløjning med lige rækker af plovfurer bevares i sagens natur ikke længere end til næste gang ploven vender jorden. Selv hvis marken opgives vil man ofte ikke kunne se de lige furer, muld i muld kan være svært at se, hvis man snitter ned igennem marken. Men når Vendsyssels lyse flyvesand kommer med som kontrast kan man i et snit af marken se hver fure, et øjebliksbillede træder frem.
Når sandet så bliver ved at fyge og lægger sig som tykke lag over marken er den indkapslet og kan ligge der i flere hundrede år. Museet har de seneste år skærpet vores fokus på disse bevarede agersystemer rundt om i landsdelen, senest traf vi på dem flere steder på strækningen Hulsig-Skagen, det bedst bevarede kom selvfølgelig den allersidste dag i det allersidste undersøgelseshul.
For et par år siden udgravede museet et stort og meget velbevaret agersystem øst for Hirtshals, her kunne man se at man flere gange vendte tilbage til den samme ager og igen forsøgte at opdyrke den. Man pløjede flyvesandet ned i mulden, men igen måtte bonden give fortabt.
Fælles for de to agersystemer er at vi ikke ved, hvilken gård eller landsby, der dyrkede markerne, for de er flyttet og gården som økonomisk enhed nedlagt før de første kort blev tegnet.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.