En 18-årig mand fremstilles i dag klokken 10 i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han sigtes for ulovlig våbenbesiddelse.
Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg.
Den 18-årige mand blev i går ved 12-tiden anholdt i en lejlighed i Hjørring. Det skete efter, at politiet havde fået et solidt tip om, at den 18-årige havde våben i lejligheden.
– Politiet tog ingen chancer og rykkede øjeblikkeligt ud og holdt lejligheden under observation. Da manden forlod lejligheden, blev han anholdt, og politiet ransagede lejligheden og fandt en pistol og et jagtgevær, forklarer Thomas Klingenberg.
Der begæres dørlukning i forbindelse med grundlovsforhøret.
Kilde: TV2 Nord.


