Hjørring danner som tidligere omtalt rammen om DM i Skills, som afvikles den 22.-25. april omkring Park Vendia. Udover at være danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelserne, så er det også her, man kårer vinderen af Skills Stafetten 2026, og hvor der følger 10.000 kr med til klassekassen.
Skills Stafetten er en landsdækkende konkurrence, hvor elever fra 8. klasse dyster i særlige opgaver, som referer til et udvalg af erhvervsuddannelser. Koordinator fra EUC NORD, Kristian Andersen, har været med til at nyudvikle opgaverne, som bruges i Hjørring og Frederikshavn Kommune.

”Det har været vigtigt for os, at opgaverne dels er let tilgængelige for eleverne i 8. klasse, men samtidig er troværdige i forhold til de uddannelser, som de repræsenterer”. Han nævner bl.a. en opgave fra metal- og smedeområdet, hvor en lille metalkonstruktion skal samles efter en tegning og leve op til specifikke mål.
”Men først og fremmest er Skills Stafetten en supersjov aktivitet, som eleverne virkelig går op i. Der blev kæmpet, grinet og hujet i et væk i går! Opgaverne kræver at eleverne samarbejder, og at de er gode til at følge de instruktioner de får – meget troværdigt i forhold til den verden, som vi kommer fra”, forklarer Kristian Andersen. Udover de mange konkurrencer var der også indlagt et oplæg som dels introducerede, hvad DM i Skills er for et event og dels introducerede erhvervsuddannelserne.
Vinderholdet blev: Hold 11 fra Højene skole – Villads, Freya og Linnea
- Præmie: Hold 33: Vrå Undervisningssted
Magnus, Maria og Kornelius - Præmie: Hold 40: Lundergårdskolen
Amanda, Lucas og Thiago - Præmie: Hold 16: Løkken skole
Vilas, Alberte og Sigurd
Alle fire hold er videre til finalen ved DM i Skills som afvikles fredag den 24/4 2026
Foto: Hjørring Ungdomscenter.


