Et dramatisk vejrfænomen rullede søndag ind over Tannisbugt, da fotograf Arturs Pirazkov fangede en massiv såkaldt shelf cloud eller arcussky over havet og vindmøllerne øst for Hirtshals.
Den lave og mørke skyformation lignede nærmest en væg, der bevægede sig ind fra havet foran et kraftigt uvejr. Fænomenet opstår ifølge meteorlogerne typisk langs forkanten af kraftige byger eller tordenvejr, hvor kold luft presses frem under varm og fugtig luft. Den varme luft løftes hurtigt opad, kondenserer og danner den karakteristiske rullende skyformation. Shelf clouds forbindes ofte med kraftige vindstød, regn og markante vejrskift.

På billederne ses den enorme skyformation strække sig som et mørkt bånd hen over kysten ved Kjul og Uggerby, mens himlen bagved er præget af tunge skyer med regn og mulig torden.
Arcusskyer er angiveligt relativt sjældne herhjemme i så markant en form, så billederne giver et ret unikt indblik i naturens mere voldsomme og fascinerende kræfter.


