Med etablerede fødevaremesser i blandt andet Løkken og Lønstrup må det siges at være oplagt med et lignende tiltag i Tversted.
I hvert fald havde Ulla Guntofte og Peter Popowicz som foromtalt taget initiativ til søndagens MadMarked udenfor Klitgården i Tversted.
Vejret var faktisk også næsten for godt, hvilket formentlig drev ikke så få lokale og turister til stranden ved Tannisbugt, men rigtig mange fandt alligevel vej til det hyggelige MadMarked.
Her var da også mulighed for at smage og erhverve et særdeles rigt varieret udbud af friske råvarer og svale drikkevarer både med og uden alkohol, der kunne nydes i skyggen. Ikke mindst var der livlig handel med grøntsager og i særdeleshed sommerens lækre jordbær fra Stensgård samt drikkevarer fra Trust Wine.
Forhåbentlig har den gode stemning blandt gæster og stadeholdere givet arrangørerne mod på at gentage succesen, så en ny tradition er skabt i Tversted.
Foto: Hanne Skipper.


