Det var ikke overraskende European Energys planer om kystnære havvindmøller ved Hirtshals, der stjal hovedparten af opmærksomheden ved torsdagens vælgermøde på Fyrklit. Mødet var da også arrangeret af formand Morten Nørgaard Morthorst og resten af bestyrelsen hos Fyrklit.
Panelets indbudte politikere var Christian Friis Bach fra Det Radikale Venstre, Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti, Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet, Anne Honoré Østergaard fra Venstre og endelig Kristian Klarskov fra Moderaterne, mens ordstyrer var Jens Brændgaard, som er tidligere formand for Hirtshals Handel & Erhverv.
Vælgermødet var fra Fyrklits side blevet promoveret godt, hvilket resulterede i et flot fremmøde og stor spørgelyst blandt de lokale borgere, der især spurgte ind til fiskeri og turisme, som alt efter synsvinkel risikerer at blive berørt af de kystnære havvindmøller, der planlægges rejst langs kysten fra Hirtshals ned mod Lønstrup.
Per Windahl Jensen fra Hotel Hirtshals ville desuden gerne høre, om politikerne var bekendte med, om der i sådan et projekt bliver afsat midler til at rydde op, når European Energys havvindmøller engang er slidt op efter endt tjeneste i det hårde vejr ved Jammerbugt. Den konservative Per Larsen påpegede i sit svar, at risikoen nok snarere ville være, at de 300 meter høje møller til den tid bliver afløst af næste generation, som ser ud til at blive 450 meter høje, fordi de lokale så har vænnet sig til synet her i det nordvestlige Vendsyssel.
Det store fokus på havvindmøllerne afstedkom ellers ikke den helt store uenighed i panelet, idet alle erkendte nødvendigheden af grøn energi, men samtidig også var enige om, at det vil være ønskeligt at få dem så langt ud ud på havet som muligt. Deri var byrødderne Laila Zielke og Michael Engbjerg ikke uenige, men sidstnævnte byrådsmedlem fra Venstre var reelt den eneste, der nedlagde veto mod projektet i byrådet hos Hjørring Kommune.
Rasmus Prehn kom undervejs ind på den grasserende energikrise med deraf afledt inflation, som er afstedkommet af Ruslands krig imod Ukraine. Desuden var den radikale Christian Friis Bach den eneste, der seriøst ridsede de uoverskuelige konsekvenser af klimakrisen op, hvis ikke der handles resolut på alarmerende advarsler fra Klimapanelet IPCC i FN.
Byens tidligere borgmester gennem tre årtier, Knud Størup, opfordrede i sin kommentar alle til at lægge sig i selen for at finde fodslag omkring, hvad man ønsker i Hirtshals og Hjørring Kommune. Hvis ikke det sker, risikerer vi i værste fald slet ikke at få hverken det ene eller det andet, konstaterede den forhenværende bykonge.
Efter to timers debat med kommentarer, som altså aldrig for alvor bragte de helt store uenigheder til torvs, hvis der ses bort fra en tilhørers forslag om hurtigst muligt at indføre atomkraft, som EU har erklæret for grøn energi, blev mødet rundet af med tak til de fremmødte og politikerne fra Morten Nørgaard Morthorst.
– Der var stor anerkendelse af vores natur og udsigt og faktisk også en erkendelse af, at den lokale inddragelse, og et mere nuanceret syn på energiselskabernes tanker om området, er vigtig. Jeg føler, der blev lyttet. Nu må vi alle hver især huske at minde politikerne om deres ansvar, lyder det efterfølgende fra formanden på Fyrklit.
Foto: Niels Skipper.
Knúd Størup har jo ret. Der er ikke en samlet plan.
Det gælder jo også en række klimating, der systematisk skal løses over langs på land, i vand og i luften.
Som det er nu, så ydes der slet ikke rettidig omhu.
Man skal også væk med den skrøne, at fjernvarme er bedst og billigst. Det er slet ikke, hvis man skaffer strøm og varme med varmepumper.
Det er endnu mere extremt, når naturgassen fra Vrå ike kan puttes i det store anlæg trods der er mangel.
Der er endnu værre, at vidensniveauet er så ringe, at man ikke bare her men også andre steder fabler om fjernvarme, når individuelle anlæg alle henseender er billigere og heller ikke har den omkostning med lange transmisonsledninger til næsten ingen og årelange opgravninger.
Som Jeg oplever det, så lever alt for mange her i gamle dage. Det er nederen at der skal en Putin til og tyverier af brænde og olie så endda stiger.
Meget mere strøm fra vindmøller og lidt mere fra solceller har kunne betale sig i mindst 20 år. Den gang tydede intet på et fald i priser på olie og gas.